En af verdens mest kontroversielle superstjerner har overgivet sig til politiet.

Den 31-årige NFL-spiller Antonio Brown er natten til fredag ankommet til et fængsel i Florida, efter at politiet har haft stormet hans hus tidligere på ugen. Her forbliver han varetængtsfængslet indtil en høring fredag morgen (amerikansk tid), hvor han måske bliver løsladt, mens sagen efterforskes videre.

Sådan skriver mediet TMZ.

Den 31-årige NFL-spiller skulle angiveligt have overfaldet en lastbilchauffør fra et lokalt flyttefirma sammen med sin personlige træner, Glenn Holt. Påstår chaufføren. Derudover skulle han have kastet sten efter lastbilen på grund af uenigheder om betaling omkring leveringen af noget, footballspilleren havde bestilt.

Antonio Brown (th.) i sin sidste kamp for New England Patriots, 15. september 2019.
Antonio Brown (th.) i sin sidste kamp for New England Patriots, 15. september 2019. Foto: MICHAEL REAVES
Vis mere

TMZ har skaffet en optagelse af chaufførens opkald til politiet (911), hvor han forklarer, at han bliver angrebet af en mand, som er skæv, ryger og kaster sten. Derudover siger chaufføren, at han er blevet slået, så hans skjorte er revet i stykker, og hans skulder er kommet til skade.

Glenn Holt er blevet arresteret for sin rolle i hændelsen, men politiet kunne ikke komme i kontakt med Antonio Brown, som låste sig inde i huset.

Antonio Brown har gennem sine ni år i verdens bedste footballliga været involveret i en lang række sager om blandt andet beskyldninger om voldtægt og andre seksuelle overgreb.

Han har ikke spillet en NFL-kamp siden 15. september, da han var en del af New England Patriots, som dog valgte at ophæve kontrakten med ham på grund af beskyldninger om flere seksuelle overgreb på en tidligere kvindelig træner. Brown nægter sig dog skyldig i anklagerne.