Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs ramte ikke topniveauet i Super Bowl-nederlaget til Tampa Bay Buccaneers.

Tampa Bay Buccaneers var overlegen i stort set alle spillets facetter i Super Bowl-sejren over Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs natten til mandag dansk tid.

Den ellers så sejrsvante NFL-quarterback blev jagtet rundt af Florida-holdets forsvarsspillere og viste kun i glimt sit store talent.

Efter at have sovet på nederlaget sidder det stadig i kroppen. Og det vil det blive ved med, vurderer han.

- Når man er et konkurrencemenneske og kommer så tæt på det ultimative mål og taber, så vil det motivere dig resten af karrieren, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters på et virtuelt pressemøde mandag.

Mahomes blev overskygget af sin 43-årige kollega på Buccaneers-holdet, Tom Brady.

Mens Brady, som vandt Super Bowl for syvende gang i karrieren, kastede tre touchdowns, scorede Chiefs ikke et eneste touchdown. Til gengæld kastede Mahomes to interceptions.

- Jeg skal se kampen igennem på video og finde en måde at blive bedre, siger Mahomes.

- Når man har haft så meget succes, som vores angreb har haft, vil Bucs' effektive plan for forsvaret inspirere andre hold til at gøre det samme. Vi må forsøge at finde nye måder at tackle det på. Det er sådan, vores angreb skal udvikle sig. Vi skal gøre det bedre og være mere effektive.

Nederlaget på 9-31 er det største, Mahomes har lidt som startende quarterback i NFL.

Samtidig var det første gang siden 2016, at han tabte en kamp med et tocifret antal point. Dengang spillede han amerikansk fodbold for Texas Tech University.

/ritzau/