Colin Kaepernick spillede sin sidste NFL-kamp 1. januar 2017. Han træner stadig for et comeback.

Quarterbacken Colin Kaepernick drømmer stadig om et comeback i NFL, næsten tre år efter at han senest har været i aktion.

Han har været kontraktløs siden marts 2017, hvor han forlod San Francisco 49'ers, men han holder sig stadig fit og klar til at kunne spille i den bedste liga inden for amerikansk fodbold.

- Klokken 5 om morgenen. 5 dage om ugen. I 3 år. Stadig klar, skriver Kaepernick på Twitter med en tilhørende video af ham selv i et styrketræningslokale.

Den 31-årige quarterback har været en varm kartoffel for NFL-holdene, siden han som den første knælede under den amerikanske nationalsang i efteråret 2016 som en protest mod racediskrimination og politivold mod sorte amerikanere.

Flere andre NFL-spillerne kopierede siden handlingen. I september 2017 var der cirka 200 NFL-spillere, der knælede under nationalsangen i samme spillerunde.

Protesterne var til stor frustration for NFL og især den amerikanske præsident, Donald Trump. Præsidenten mener, at knæleprotesterne er et tegn på mangel på respekt over for det amerikanske flag.

Kaepernick og protesterne er en torn i øjet på NFL-bosserne, der ihærdigt forsøger at undgå politik - blandt andet ved at forbyde reklamer med politiske budskaber under den massivt eksponerede Super Bowl.

I februar indgik Colin Kaepernick et forlig med NFL, som han havde sagsøgt for at konspirere mod ham og sørge for, at ingen hold ville ansætte ham.

/ritzau/