I årevis nedlagde han sine rivaler på banen, men nu har den tidligere Super Bowl-vinder nedlagt sin hidtil største modstander – på en helt anden måde ganske vist.

Den tidligere NFL-stjerne Derek Wolfe måtte nemlig komme til undsætning, da en stor puma terroriserede et nabolag i Rocky Mountains, Colorado.

32-årige Wolfe har lagt et billede med det kæmpe dyr på sin Instagram-profil, hvor det har modtaget meget blandede reaktioner.

Det store kattedyr skabte kaos i området, hvor det havde dræbt både lokale hunde og hjorte.

»Jeg blev ringet op, om jeg ville gå på jagt efter den. Den havde allerede dræbt hendes to hunde og levede nu under hendes veranda. Hun var nervøs for, hvad den ville gøre næste gang,« skriver Derek Wolfe, der ifølge de lokale jagtmyndigheder gjorde alt efter bogen.

Ifølge Wolfe vandrede han op og ned ad bjergene, inden det lykkedes at finde dyret.

»Udmattet, dehydreret og i kramper trak jeg min jagtbue tilbage og sendte en pil igennem den. Og så måtte jeg slæbe den hele vejen ned ad bjerget til min truck. Nogle bud på, hvad den vejer?« fortsætter han.

Mens flere har hyldet Derek Wolfe for indsatsen, har han også mødt forargelse efter drabet på pumaen.

»Måske var det nabolaget, der terroriserede pumaens habitat, og nu forsøgte den bare at overleve,« skriver en forarget fan blandt andet.