Stjernespilleren Antonio Brown er i øjeblikket uden klub i NFL-ligaen. Og hvis han finder en, kommer der til at gå noget tid, inden han kan komme i aktion i ligaen.

NFL meddeler fredag, at den 32-årige wide receiver er blevet idømt otte spilledages karantæne.

Det betyder, at han tidligst kan komme i aktion i anden halvdel af grundspillet i den kommende sæson.

Karantænen skyldes, at Antonio Brown har forbrudt sig mod ligaens reglement om spillernes personlige opførsel.

Herunder at han skulle have angrebet en flyttemand og have sendt truende sms-beskeder til en kvinde.

Antonio Brown må godt skrive kontrakt med et hold og deltage i træningslejre, men han kan altså ikke komme på banen i første halvdel af grundspillet.

Wide receiveren forlod sidste år Pittsburgh Steelers, hvor han spillede i mange år, til fordel for Oakland Raiders.

Her nåede han ikke at spille en eneste kamp i NFL, inden han blev fritstillet, og i september sidste år skrev han kontrakt med New England Patriots.

Her blev det til en enkelt kamp, inden kontrakten blev ophævet efter mindre end 14 dage.

Kort efter kontraktunderskrivelsen med New England Patriots blev Antonio Brown anklaget for seksuelle overgreb mod sin tidligere træner Britney Taylor i tre tilfælde i perioden 2017 til 2018.

Han nægtede sig skyldig i anklagerne, som NFL i øjeblikket er ved at undersøge.

/ritzau/