Debatten om, hvor farligt det er at spille amerikansk fodbold, får nyt liv, når filmen ’Concussion’ med Will Smith får premiere i USA i dag. Filmen er ’et skud lige imellem øjnene på NFL’, mener instruktøren
Klokken er 12 om natten, da NFL-kommissær Roger Goodell rives ud af søvnen af telefonen på sit natbord.
»Dave Duerson begik selvmord i dag,« siger Elliot Pellman, formand for NFLs komité for milde traumatiske hjerneskader (MTBI), i røret, mens Goodell stiger ud af sengen og går ud i gangen.
»Han begik ikke bare selvmord. Han skød sig i brystet, Roger. I hjertet,« supplerer et andet medlem af komitéen, Joe Maroon, der også er med på linjen, og tilføjer:
»Han efterlod sig et brev. Han ønskede at donere sin hjerne. Så den kunne blive undersøgt. For CTE.«
»Du gode Gud. Havde han symptomer,« vil Goodell vide.
»Vi kan ikke forklare det. Det her kommer til at falde fra hinanden,« svarer Maroon.
Ovenstående scene er fra Hollywood-filmen ’Concussion’, der har premiere i dag i USA. Den vil dog aldrig blive set af nogen, for scenen er blevet klippet ud af den endelige version af filmen, afslørede filmmagasinet The Hollywood Reporter i september. Årsagen vender vi tilbage til.
’Concussion’, der på dansk betyder hjernerystelse, rammer det store lærred, samtidig med at NFL-sæsonen går ind i sin afgørende fase. Filmen er baseret på den sande historie om lægen Bennet Omalu, spillet af Golden Globe-nominerede Will Smith. Omalu opdagede ved et tilfælde hjernesygdommen kronisk traumatisk encephalopati (CTE), da han obducerede den tidligere NFL-spiller Mike Webster i 2002. Opdagelsen var banebrydende. Det kan lyde indlysende, at de gentagende, voldsomme slag til hovedet, der i kraft kan sammenlignes med at køre ind i en mur med 50 km/t, og som er lige så uløseligt forbundet med football, som snaps er med julefrokoster, kan føre til hjerneskade. Men faktisk var Omalu den første til at kæde de to ting sammen.
For NFL var sammenhængen potentielt fatal.
»Hvis bare 10 procent af mødrene i Amerika begynder at opfatte football som en sport, der er for farlig at spille for deres sønner, er det slut. Det vil være enden på football,« siger filmversionen af Joe Maroon til Will Smith-figuren i ’Concussion’.
Med premieren på ’Concussion’ er Maroons dommedagsprofeti et skridt nærmere opfyldelse. Én ting er, at sammenhængen mellem football og hjerneskader er blevet omtalt af journalister og i bogen ’League of Denial’, der senere blev omsat af PBS-programmet ’Frontline’ til en prisvindende tv-dokumentar. Men en Hollywood-film når så bredt et publikum, at den kan ændre synet på USAs mest populære sport for evigt. Især når der ligger en indbygget anklage om, at NFL bevidst har afvist enhver sammenhæng for at beskytte sin milliardindustri. For hvem i NFL vidste hvad hvornår?
Der er allerede tegn på en stigende bekymring i befolkningen for, om football er for farligt. En meningsmåling viste sidste år, at halvdelen af amerikanerne ikke ville lade deres søn spille, og det samme har præsident Barack Obama flere gange sagt.
Også Morten Andersen, den danske ekskicker, der holder rekorden for flest scorede point i NFL, og hvis 16-årige søn, Sebastian, begyndte at spille linebacker sidste år, har sine betænkeligheder.
»Hvordan er sikkerheden? Hvor farligt er det? Hjelmene er blevet bedre, men de kan ikke hindre hjernerystelser. Spillerne bliver større og større, og kollisionerne bliver voldsommere. Derfor er det vigtigt, at de unge lærer at tackle ordentligt, og at man har lavet reglerne om, så man beskytter hovedet. Men der er risici ved alt sport,« siger Morten Andersen til BT over telefonen fra hjemmet i Buford nær Atlanta.
I marts i år skete det uundgåelige så. Chris Borland chokerede NFL-verdenen ved at indstille karrieren af frygt for at ende som ringvrag på grund af de mange slag til hovedet. I en alder af blot 24 år og efter kun én sæson i ligaen, hvor hans præstationer var så iøjnefaldende, at han modtog én stemme i kåringen af årets defensive førsteårsspiller og blev spået en glorværdig karriere.
»Jeg vil ærligt talt bare gøre, hvad der er bedst for mit helbred. Ud fra hvad jeg har researchet mig frem til og oplevet, er det ikke det værd,« sagde han til ESPN og tilføjede:
»Jeg er bekymret for, at det er for sent at stoppe, hvis man venter, til man har symptomer.«
Symptomer var der nok af hos Mike Webster, der som offensiv linjemand for Pittsburgh Steelers vandt fire Super Bowl-titler og senere blev valgt ind i Hall of Fame, inden han i en alder af 50 år endte på Omalus obduktionsbord efter et hjerteanfald.
Mike Websters liv var gradvist gået i opløsning, og han havde forvandlet sig til en person, som knap nok kunne tage vare på sig selv, og som de færreste kunne genkende. Han havde ødslet hele sin formue bort, var blevet forladt af sin familie, afhængig af ADHD-medicinen Ritalin og boede til sidst i sin pickup.
Fysisk var Mike Webster ved at falde fra hinanden og tabte blandt andet flere af sine tænder. Da han ikke havde råd til at gå til tandlægen, limede han dem fast i munden igen. På grund af voldsomme, migrænelignende anfald var den eneste måde, han kunne falde i søvn på, ofte at blive skudt med en strømpistol, så han besvimede.
Mentalt viste Webster blandt andet tegn på demens, paranoia, depression, hukommelsestab og humørsvingninger, der udmøntede sig i pludselige raserianfald. Han købte et hav af våben og fablede om at ville dræbe folk fra NFL-toppen, som ifølge Webster var ansvarlig for hans problemer.
Fundet af CTE i Mike Websters hjerne førte snart til flere dokumenterede tilfælde. I alt er der blevet konstateret CTE i 88 ud af de 92 afdøde spillere, hvis hjerner er blevet doneret til NFLs hjernebank på Boston University. CTE er også blevet fundet i fem afdøde spillere fra ishockeyligaen NHL.
Fælles for flere af de spillere, der er blevet undersøgt for CTE, er, at de har begået selvmord. Blandt dem er Shane Dronett, der sammen Morten Andersen, var en del af Atlanta Falcons’ Super Bowl-hold i 1998-sæsonen. Da holdkammeraterne mødtes 10 år senere, bemærkede de, at Dronett var som forvandlet.
»Han var helt anderledes. Man kunne se i hans øjne, at han var forvirret og vred. Det var uhyggeligt at se. Han og jeg plejede at tage pis på hinanden, men det kunne han ikke længere. Vi havde ham alle mistænkt for at have CTE, men vi vidste ikke, hvor desperat han var,« fortæller Morten Andersen.
I 2009 begik Shane Dronett i en alder af 38 år selvmord efter først at have rettet en pistol mod sin kone, som dog flygtede ud af huset.
Det samme gjorde Dave Duerson, tidligere forsvarsspiller for Chicago Bears. 17. februar 2011 rettede han sin forkromede Taurus-revolver mod sit hjerte og trykkede af.
Både Webster, Dronett og Duerson fornemmede, at noget var galt, men ikke hvad det var. Der er nemlig ét uløseligt problem forbundet med at fastslå, hvorvidt en spiller lider af CTE: Han skal være død.
Problemet med at konstatere CTE hos spillere, mens de er i live, har givet NFL en åbning, som ligaen har benyttet sig af i årevis. MTBI-komitéen har i alt udgivet 16 rapporter, hvori enhver sammenhæng mellem at spille football og hjerneskader bliver affejet – nærmest som et ekko af tobaksindustriens topdirektører, der i 1980erne afviste, at rygning kunne give kræft – og undervejs har NFL gjort, alt hvad den kunne for at miskreditere Bennet Omalus forskning.
Det er denne Davids kamp mod Goliat, ’Concussion’ folder ud. Som Omalu får at vide i filmen, er han oppe mod en magtfaktor, der ’ejer en dag om ugen’.
Omalus forskning var dog en vægtig årsag til, at 75 tidligere spillere i 2011 sagsøgte NFL for at ’udbrede forfalsket forskning’ og på den måde skjule sammenhængen mellem at spille football og risikoen for hjerneskader. Snart fulgte en kaskade af søgsmål fra mere end 5.000 eksspillere, så NFL valgte at indgå et forlig til en milliard dollar, der i april i år blev godkendt af en dommer. Forliget betyder, at spillere de næste 65 år vil kunne få erstatning, hvis de har pådraget sig degenerative sygdomme som for eksempel demens eller Alzheimers.
Ifølge NFLs egne estimater vil omkring 20.000 spillere være omfattet af forliget. NFL skønner, at op mod 6.000 spillere, tæt på hver tredje, risikerer at udvikle symptomer. Ligaen tøver dog stadig med at anerkende, at football kan give hjerneskader, selv om NFL via regelændringer, som for eksempel gør det ulovligt at tackle i hovedregionen, hvis en spiller er forsvarsløs, har forsøgt at gøre spillet mere sikkert.
Alligevel er forliget blevet anket. Sagsøgerne mener, beløbet er for lille, fordi NFLs årlige indtægter beløber sig til 10 milliarder dollar. Desuden fik NFL indskrevet i forligsteksten, at ligaen ikke kan holdes ansvarlig, hvis spillerne senere i livet får konstateret hjerneskader.
Og så er vi tilbage ved den fraklippede scene fra ’Concussion’ med midnatsopkaldet til Roger Goodell. For NFL ville selvfølgelig ikke kunne acceptere, at det antydes, at ligaens øverste chef har forsøgt at feje en forbindelse mellem football og hjerneskade ind under gulvtæppet.
Instruktør og manuskriptforfatter Peter Landesman bekræftede i september, at scenen med Goodell er blevet klippet ud, men har pure afvist, at det er sket for at undgå et sagsanlæg fra NFL, selv om lækkede e-mail fra Sony Pictures ifølge New York Times insinuerer det modsatte.
»Vi ville bare ikke give NFL fodfæste til at sige, ’det her er opdigtet’, og dermed skade filmens troværdighed,« sagde Peter Landesman dengang til New York Times og begrundede udeladelsen med, at han kun havde hørt om opkaldet fra andenhåndskilder.
Som reaktion på balladen omkring filmen udsendte NFL en kortfattet pressemeddelelse.
’Vi synes, det er opmuntrende, at der er en løbende opmærksomhed på det vigtige emne, som spillernes helbred og sikkerhed er. Det er vores højeste prioritet,’ lød det.
Peter Landesman er da heller ikke bekymret for, om folk synes, filmen er for venligt stemt over for NFL.
»Enhver, som ser filmen, ved, at den er et skud lige mellem øjnene på NFL. Ikke fordi vi går efter at få NFL ned med nakken, men fordi sandheden er vores forsvar,« sagde han til USA Today, da ’Concussion’ blev vist for i Hollywood i november.
Selv sportsjournalister, der lever af at hylde både skønheden og brutaliteten ved spillet, har erkendt, at filmen har givet stof til eftertanke.
»Dette er den bedste football-film, der nogensinde er lavet (og jeg har set dem alle), fordi den gør noget, jeg godt kan lide, hvilket er at stoppe op og undersøge tingene nærmere. Jeg vil stadig elske denne sport, spille managerspil og skrive om spillerne. Men lige nu, i dette øjeblik, får ’Concussion’ mig til at kigge mere indgående på den sport, som vi alle tilbeder. Og det er ikke et kønt syn,« som Mike Freeman, internetmagasinet Bleacher Reports førende NFL-skribent, skrev efter at have set filmen.
For som der står skrevet hen over filmplakaten: ’Intet slår hårdere end sandheden’.
Det har ikke været muligt for BT at se ’Concussion’ i forbindelse med researchen til denne artikel, da Sony Pictures i Danmark endnu ikke har fået grønt lys til at screene filmen, der foreløbig er sat til at få dansk premiere 24. marts 2016. Omtalen af filmen baserer sig derfor på traileren, klip fundet på YouTube og beskrivelser af scener fra diverse amerikanske artikler. Derudover bygger artiklen – foruden de citerede kilder – på bogen ’League of Denial’ og tv-dokumentaren af samme navn.
