Lyt til artiklen

Fire personer slap torsdag med livet i behold i Florida, efter deres helikopter styrtede i vandet – blandt redningspersonerne var NFL-spilleren Blaine Gabbert og hans to brødre.

Det skriver CBS News.

Under en pressekonference fredag forklarede Gabbert, at han sammen med sine brødre var ude at køre vandscooter syd for Davis Island i Florida.

Pludselig hørte de det, som Gabbert beskriver som en »svag lyd«.

Blaine Gabbert.
Blaine Gabbert. Foto: MIKE EHRMANN
Vis mere

»Jeg kan huske, at jeg kiggede til den ene side og så det, der lignede en form for båd i vandet. Den var delt i fire stykker, og så så jeg noget, der lignede to redningsveste, og så tænkte bare, at det skulle vi undersøge.«

Det viste sig, at en helikopter med fire personer var styrtet ned som følge af et forsøg på en nødlanding. Et barn og tre voksne befandt sig i helikopteren.

Gabbert formåede at få to af personerne om bord på sin vandscooter. Hans ene bror fik den tredje op, mens den fjerde blev reddet af myndighederne, der ankom, efter brødrene havde ringet 911.

De fire personer kom ikke alvorligt til skade.

Politiet i Tampa Bay har i en udtalelse skrevet, at helikopteren mistede strømmen, mens den var i luften.

Samtidig hylder de Blaine Gabbert og hans brødre for deres indsats under redningsarbejdet.

33-årige Blaine Gabbert spiller for NFL-holdet Tampa Bay Buccaneers, hvilket han har gjort siden 2019.