I nat er New England Patriots for ottende gang siden 2002 den ene af deltagerne i Super Bowl. Jerngrebet om NFL-tronen har gjort Patriots til et af ligaens mest populære og forhadte hold, men er det ikke på tide at give slip på hadet og bare nyde, at vi er vidne til noget historisk?
Der er to ting, enhver objektiv sportsjournalist med respekt for sig selv, sine læsere og sit fag bør holde sig for øje: Lad være med at gøre dig selv til en del af din artikel, og lad være med at afsløre dine sympatier og antipatier inden for dit stofområde. Begge dele har jeg nu i sinde at ignorere. Jeg har noget, jeg skal ud med.
Jeg har været så heldig at leve i en tid, hvor jeg har kunnet opleve Cristiano Ronaldo og Lionel Messi udkæmpe en titanisk duel, hvis lige fodboldverdenen aldrig har set mage. Hvor Michael Jordan bøjede fysikkens love og hævede basketball til en kunstform, så han slet og ret fik tilnavnet ‘Air’. Hvor Serena Williams og Roger Federer med henholdsvis rå muskelkraft og elegance har løftet tennissporten til usete højder. Hver og én mestre inden for deres felt. Udødeliggjorte i kraft af deres historiske aftryk og gudsbenådede talent. Legender, som jeg føler mig taknemmelig over at have kunnet bevidne og nyde.
Sådan har jeg det ikke med New England Patriots. I nat står Patriots i sin ottende Super Bowl siden 2002, når Philadelphia Eagles er modstanderen på US Bank Stadium i Minneapolis. Og jeg kan slet ikke have det.
I nat er New England Patriots for ottende gang siden 2002 den ene af deltagerne i Super Bowl. Jerngrebet om NFL-tronen har gjort Patriots til et af ligaens mest populære og forhadte hold, men er det ikke på tide at give slip på hadet og bare nyde, at vi er vidne til noget historisk?
Der er to ting, enhver objektiv sportsjournalist med respekt for sig selv, sine læsere og sit fag bør holde sig for øje: Lad være med at gøre dig selv til en del af din artikel, og lad være med at afsløre dine sympatier og antipatier inden for dit stofområde. Begge dele har jeg nu i sinde at ignorere. Jeg har noget, jeg skal ud med.
Jeg har været så heldig at leve i en tid, hvor jeg har kunnet opleve Cristiano Ronaldo og Lionel Messi udkæmpe en titanisk duel, hvis lige fodboldverdenen aldrig har set mage. Hvor Michael Jordan bøjede fysikkens love og hævede basketball til en kunstform, så han slet og ret fik tilnavnet ‘Air’. Hvor Serena Williams og Roger Federer med henholdsvis rå muskelkraft og elegance har løftet tennissporten til usete højder. Hver og én mestre inden for deres felt. Udødeliggjorte i kraft af deres historiske aftryk og gudsbenådede talent. Legender, som jeg føler mig taknemmelig over at have kunnet bevidne og nyde.
Sådan har jeg det ikke med New England Patriots. I nat står Patriots i sin ottende Super Bowl siden 2002, når Philadelphia Eagles er modstanderen på US Bank Stadium i Minneapolis. Og jeg kan slet ikke have det.
Jeg er ikke alene. For lige så mange fans, Patriots’ jerngreb om NFL-tronen har skaffet holdet, lige så mange haters har suveræniteten skabt. Berlingskes forhenværende sportsredaktør – og min tidligere chef her på BT – Flemming Fjeldgaard, indkapslede den måde, jeg - og et væld af andre NFL-fans - har det med Patriots, da han efter det sensationelle nederlag til Kansas City Chiefs i åbningskampen i denne sæson skrev på Twitter:
»Jeg er et mindre menneske, end jeg havde håbet. Kan ikke fjerne smilet over, at New England tabte sæsonpremieren stort.«
Eller som en anden, der har haft Fjeldgaard som chef, Tommy Kjærsgaard, der kommenterer NFL på TV3 Sport, så malerisk beskrev Patriots, inden han tog over for at dække Super Bowl:
»De er skideirriterende. Lidt ligesom at have en byld i røven.«
Dræbende forudsigelighed
Sådan ser Jacob Nørtov, medstifter af NFL-hjemmesiden Draftday.dk og glødende Patriots-fan, selvsagt ikke på det. Da han begyndte at holde med Patriots i 1993, var holdet det dårligste i NFL, men de seneste 16 års triumftog har gjort, at det ekstraordinære nu er blevet et vilkår.
»Alt andet end 11 sejre i de 16 kampe i grundspillet er en skuffelse. Men når det gang på gang bliver opfyldt, er det jo fedt,« siger Jacob Nørtov, før han tager fanbrillerne af og eksperthatten på:
»Men Patriots’ dominans skaber en ubalance i NFLs model, som NFL i bund og grund ikke kan være tilfreds med. Det gør det sværere for et hold at nå helt op i eliten, når et hold bare er så meget bedre.«
For det burde ikke være muligt i NFL for et hold at være lige så enerådende, som Patriots har været. Det er ikke som i almindelig fodbold, hvor Bayern München, Paris Saint-Germain, Celtic og Juventus sidder på flæsket i deres respektive ligaer og har fjernet ethvert spændingselement - til manges udtalte irritation. Men NFL er i kraft af lønloftet og draften designet, så ethvert hold i princippet kan gå fra røven af fjerde division til toppen af poppen på en sæson. Det gør Patriots’ bedrift så meget mere imponerende og deprimerende på samme tid.
Patriots’ dominans kan ligefrem ende med at koste NFL fans, påpeger Tommy Kjærsgaard:
»Der vil nok være nogle, der tænker: ‘Jeg gider ikke følge med, for Patriots vinder jo alligevel’. Så der er sikkert mange, der glæder sig til, at Patriots ikke sidder på tronen længere.«
At forudsigeligheden i Patriots’ sejre er dræbende for alle andre end Patriots-fans, kan Jacob Nørtov godt sætte sig ind i.
»Hvis man ikke holder med det hold, der vinder, kan man hurtigt blive træt af at følge sporten. Jeg kan også huske, at Miguel Indurain irriterede mange, fordi han virkede så følelsesforladt og bare vandt og vandt Tour de France. Den der aura af selvsikkerhed og arrogance, Patriots også udviser, har mange svært ved at tackle,« siger Jacob Nørtov.
Som fan af Eagles havde Tommy Kjærsgaard da også helst set Jacksonville Jaguars holde fast i føringen mod Patriots i AFC-finalen for to uger siden.
»Det ville have været nemmere og sjovere at skulle møde Jaguars i Super Bowl. På den anden side vil jeg sige, at jeg lige præcis i den her kamp tror, vi kan vippe dem af tronen. Og når man har chancen for at skyde kongen, skal man gå efter den,« påpeger han.
Begyndte som solstrålehistorie
I Patriots’ tilfælde er der to konger: Tom Brady, den bedste quarterback i NFL-historien, og Bill Belichick, den bedste træner i NFL-historien.
De vandt deres første Super Bowl i den sæson, jeg begyndte at følge med i NFL. Introduceret til sporten af en gymnasiekammerat sad jeg oppe den halve nat, dagen før jeg skulle begynde på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og så Patriots besejre St. Louis Rams.
Det var, som om det var skæbnebestemt. At et hold ved navn Patriots, vandt den første Super Bowl efter 9/11. At det skulle ske med en 24-årig uprøvet quarterback, der var blevet kastet i ilden, da Drew Bledsoe blev alvorligt skadet i sæsonens anden kamp, og mod alle odds førte sit hold til triumf og med ét blev en superstjerne. Det var en solstrålehistorie, der resonerede. Også hos mig.
Men at grundstenen til et dynasti blev lagt her, havde ingen fantasi nok til at forestille sig. Slet ikke efter at Patriots ikke kvalificerede sig til slutspillet i den efterfølgende sæson. Her var jeg ved at nå frem til, at San Francisco 49ers var mit hold. Et tilhørsforhold, der blev cementeret, da holdet i slutspillet vendte 14-38 til en 39-38-sejr over New York Giants. På min fødselsdag.
Da jeg to år senere, flyttede til netop San Francisco for at studere i et semester, var situationen en helt anden. 49ers var NFLs ringeste hold, mens medierne flød over med spekulationer om, hvorvidt Patriots som det første hold kunne vinde Super Bowl tre år i træk.
Et imperium var ved at blive skabt. Men så kom Spygate.
Yoda eller Darth Vader?
I begyndelsen af 2007-sæsonen blev Bill Belichick idømt en bøde på 500.000 dollar af NFL for sin rolle i skandalen, hvor Patriots blev taget i at videofilme New York Jets-forsvarstrænernes signaler til spillerne.
Spygate gav Bill Belichicks renommé ridser i lakken, som stadig kan ses. For nogle er han med sin karakteristiske hættetrøje, bistre attitude og prædikat som et defensivt geni Jedi-ridderen Yoda. For mig er han Darth Vader. For nu at blive i Star Wars-universet.
»Det er ikke helt tilfældigt, at Patriots under Bill Belichick kaldes ‘ondskabens imperium’, for han opfører sig lidt som en skurk,« som Tommy Kjærsgaard formulerer det.
»Patriots er lidt som en maskine, og det er svært at holde af. Og så er der jo nogle moralske spørgsmålstegn ved dem. De er jo blevet dømt for at snyde et par gange, og der vil altid være en større kærlighed til nogle, der har slidt sig til det,« mener Tommy Kjærsgaard.
Skadefroen over, at New York Giants i 2008 ved at vinde Super Bowl 17-14 snød Patriots for den perfekte sæson, efter at holdet trods Spygate-balladen var gået igennem grundspillet uden at tabe, blev kun overgået af bitterheden over, at Patriots igen kunne løfte Lombardi-trofæet i 2015 – midt i Deflategate-skandalen om påstået fusk med lufttrykket i boldene i AFC-finalen to uger forinden. Også hos mig.
I 10 år havde titeltørken dæmpet min Patriots-lede, men den mirakuløse sejr, der blev sikret af ukendte Malcolm Butlers snarrådige interception i egen end zone kort før tid, vakte den til live igen, og holdets historisk store comeback i sidste års Super Bowl pustede endnu mere til det. For nu står Patriots der igen. På tærsklen til at vinde Super Bowl for andet år i træk – og tredje gang på fire år – for første gang, siden holdet selv gjorde det i 2005. Ved at besejre den samme modstander, som venter i nat. Den historiske symmetri alene giver mig kvalme.
Ren jalousi
Men for tre uger siden skete der noget. Her skrev jeg i BT en historie om en opsigtsvækkende ESPN-artikel, der ved hjælp af anonyme kilder, rejste spørgsmålet om, hvorvidt Patriots-æraen lakker mod enden.
Mens jeg skrev den artikel, rammer erkendelsen mig med et godstogs kraft. Jeg kommer til at savne Brady og Belichick, når de indstiller karrieren. Ikke som hadeobjekter, men fordi de nu i 17 år har vist os, hvordan amerikansk fodbold ser ud på sit ypperste niveau. Fordi enhver fan har brug for nogen, der sætter barren.
Og hvad nu hvis jeg tager fejl? Hvad nu hvis min afsky bunder i ren jalousi? Den har været så integreret en del af mit passionerede forhold til NFL gennem 17 år, at jeg faktisk har svært ved at argumentere rationelt for, hvorfor jeg ikke kan udstå Patriots.
Respekt har jeg altid haft for Patriots – og alle de andre hold med store meritter, jeg også har det stramt med. Med hovedet kan jeg jo godt se storheden i Patriots’ bedrifter, og skønheden ved at være sportsfan er jo de momenter, hvor man trakteres med noget ekstraordinært. De øjeblikke, hvor man kan mærke historiens vingesus. Uanset tilhørsforhold.
Fan bliver jeg aldrig af Patriots, men det er på tide at lægge hadet til side. Lade det rationelle tage over og sætte pris på det privilegium, det er, at være førstehåndsvidne til noget historisk.
På den måde må det være rart at være Patriots-fan. At have klarsynet intakt.
Læs bare Jacob Nørtovs rammende pointe:
»Der er nok af NFL-trænere, der ikke er i stand til at forløse deres holds potentiale, og rigeligt med quarterbacks, der bare er over middel. Når man er vidne til noget ekstraordinært som Patriots, Michael Jordans Chicago Bulls i NBA eller duellen mellem Messi og Ronaldo, skal man huske at nyde det. Man ved aldrig, hvornår sådan noget sker igen.«
Som Tommy Kjærsgaard formulerer det:
»Jeg holder mere og mere af dem. Min respekt for dem er blevet større og større med årene, og det er efterhånden gået op for mig, at jeg er så heldig at tilhøre en generation, der får lov til at opleve noget, andre kun kommer til at læse om. Ligesom EM-sejren i 1992. Min søn kommer jo aldrig til at opleve den stemning, der var dengang. Om 100 år vil folk tænke om Patriots: ‘Hvor må det have være et vildt hold at opleve’.«
