Kansas City Chiefs og Houston Texans havde aftalt at vise "et øjebliks sammenhold" i sæsonåbneren.

NFL-holdene Kansas City Chiefs og Houston Texans blev mødt af buh-råb fra tilskuerpladserne, da holdene torsdag lavede en antiracistisk markering inden sæsonens første kamp.

De to hold havde inden kampen aftalt at vise "et øjebliks sammenhold" i respekt for de igangværende raceprotester i USA.

Men da de to holds spillere tog hinanden i armene før kampen for at markere øjeblikket, kunne spredte buh-råb tydeligt høres fra dele af publikum.

Før kampen havde begge hold også haft forskellige tilgange til afspilningen af USA's nationalsang.

Sangen bliver traditionelt spillet før hver eneste kamp i NFL, men den er blevet kontroversiel, efter at flere spillere er begyndt at knæle under den for at sætte fokus på raceulighederne i USA.

Det har blandt andet præsident Donald Trump kritiseret heftigt.

Som en del af holdets antiracistiske markering blev spillerne fra Houston Texans i omklædningsrummet under nationalsangen, mens Chiefs'-spillerne stod på banen.

NFL har i denne sæson lanceret en række initiativer for at vise ligaens støtte til de igangværende protester mod raceulighed.

Det betyder blandt andet, at målfelterne i hele ligaen i denne sæson bærer ordene "stop racisme" og "det kræver os alle".

Ligaens spillere har også fået lov til at bære klistermærker med navnene på ofre for racisme i USA.

De forsvarende Super Bowl-vindere fra Kansas City Chiefs vandt torsdagens kamp 34-20.

/ritzau/AFP