Det har været 18 lange år for Buffalo Bills-fans som den tidligere NFL-kommentator Jens Rørbye. Men i morgen slutter amerikansk sports længste slutspilstørke, når Bills møder Jacksonville Jaguars
Jens Rørbye husker den alt for godt. Skuffelsen. Blandingen af forbløffelse og fornægtelse, som rammer, når man pludselig rives ud af en lykkerus og slynges om på skyggesiden af et mirakel.
Det var lørdag 8. januar 2000. Frygten for Y2K havde vist sig ubegrundet, football-filmen ‘Any Given Sunday’ var en af de bedst sælgende biograffilm i USA, hvor Bill Clintons præsidentperiode var ved at rinde ud, mens Buffalo-støvler var toppen af poppen inden for ungdomsmoden i Europa.
Det samme var Jens Rørbyes hjerteklub, Buffalo Bills, i NFL. På Adelphia Coliseum i Nashville, countrymusikkens højborg, fik Tennessee Titans den dag besøg af netop Bills i slutspillets wildcard-runde.
Med 16 sekunder igen bragte Bills sig foran 16-15 ved kicker Steve Christie. Tilbage var blot at sparke kickoff og holde Titans fra at returnere bolden langt nok til at kunne score, og Bills ville være videre til Divisional Round. Men så skete dét, der siden har indskrevet sig i historien som ‘The Music City Miracle’.
Det har været 18 lange år for Buffalo Bills-fans som den tidligere NFL-kommentator Jens Rørbye. Men i morgen slutter amerikansk sports længste slutspilstørke, når Bills møder Jacksonville Jaguars
Jens Rørbye husker den alt for godt. Skuffelsen. Blandingen af forbløffelse og fornægtelse, som rammer, når man pludselig rives ud af en lykkerus og slynges om på skyggesiden af et mirakel.
Det var lørdag 8. januar 2000. Frygten for Y2K havde vist sig ubegrundet, football-filmen ‘Any Given Sunday’ var en af de bedst sælgende biograffilm i USA, hvor Bill Clintons præsidentperiode var ved at rinde ud, mens Buffalo-støvler var toppen af poppen inden for ungdomsmoden i Europa.
Det samme var Jens Rørbyes hjerteklub, Buffalo Bills, i NFL. På Adelphia Coliseum i Nashville, countrymusikkens højborg, fik Tennessee Titans den dag besøg af netop Bills i slutspillets wildcard-runde.
Med 16 sekunder igen bragte Bills sig foran 16-15 ved kicker Steve Christie. Tilbage var blot at sparke kickoff og holde Titans fra at returnere bolden langt nok til at kunne score, og Bills ville være videre til Divisional Round. Men så skete dét, der siden har indskrevet sig i historien som ‘The Music City Miracle’.
Titans’ store fullback, Lorenzo Neal, greb Christies kickoff og sendte fluks bolden videre bagud til tight end Frank Wycheck, som trak mod højre, hvorefter han kastede bolden sidelæns mod modsatte sidelinje, hvor wide receiver Kevin Dyson greb den. Pludselig var Bills-spillerne fanget i den forkerte side, og Dyson kunne uberørt spæne 75 yards ned ad banen til touchdown.
Mens Titans’ spillere og fans gik amok i jubel, sad Jens Rørbye forbløffet tilbage i Danmark og klyngede sig til håbet om, at scoringen ville blive annulleret.
»Dommerne var lang tid om at afgøre, om det var en lateral (et bagudrettet kast, red.) eller et forward pass (et fremadrettet kast, som ikke er tilladt på et kickoff return, red.). Men langsomt gik det op for én, at den var god nok, og så satte fornægtelsen ind, og jeg tænkte, at det var en formildende omstændighed, at det i det mindste ikke var en Super Bowl,« husker Jens Rørbye, der fra 2007 til 2012 var NFL-kommentator på TV3 Sport, men i dag arbejder for Maersk Line.
Siden ‘The Music City Miracle’ er Bills ikke gået i slutspillet én eneste gang. Det er den længste tørke i amerikansk sport. Men søndag er den slut, når Bills møder Jacksonville Jaguars.
Jens Rørbye erkender, at det har været slidsomt at holde med Bills de seneste 18 år.
»Jeg er ellers grundlæggende optimist, men jeg må erkende, at 18 år uden slutspil dræner selv den største optimist. Jeg har ikke været tæt på at opgive Bills, men jeg har da sprunget nogle kampe over – for så at ærgre mig over det bagefter, når Bills vandt. Men det har da været noget nemmere at være fan af Copenhagen Towers end Bills i de seneste år,« medgiver Jens Rørbye, der har en fortid som spiller i klubben og i dag er medieansvarlig for Towers, som blev dansk mester i amerikansk fodbold med sejren i Mermaid Bowl i oktober.
Holdt først med Detroit Lions
Jens Rørbyes lidelseshistorie er ikke unik. Spørg bare fans af Schalke 04, der i fire minutter var tysk mester, indtil Patrik Andersson scorede for Bayern München i tillægstiden mod HSV. Eller Atlanta Falcons-tilhængerne, der i sidste års Super Bowl måtte se deres hold sætte en føring på 28-3 i tredje quarter over styr, og fansene af baseball-holdet Chicago Cubs, der måtte vente 71 år, før de i oktober 2016 endelig kunne se ‘The Curse of the Billy Goat’ blive løftet, da Cubs vandt World Series.
Fælles for disse tilhængere er det ubrydelige bånd til deres klub trods mange års modgang.
»Jeg har en ven fra Pittsburgh, og i en periode tog jeg og en kammerat fra Towers derover om efteråret og så en Steelers-kamp. Så jeg har faktisk set flere Steelers-kampe på stadion, end jeg har set Bills-kampe. Han prøvede at omvende mig, og det var da sjovt, men følelserne var der bare ikke,« forklarer Jens Rørbye.
»Det har været en ørkenvandring, men Bills vil altid være der. Man kan ikke rationalisere sig ud af et tilhørsforhold til en klub,« uddyber han.
Og dog. For Jens Rørbye holdt faktisk med Detroit Lions i begyndelsen, fortæller han:
»Jeg var et år på high school i USA i 1986. Da jeg kom derover, anede jeg intet om amerikansk fodbold. Jeg vidste ikke engang, at bolden var oval. Min værtsfamilie boede i Michigan og holdt derfor med Lions, og de satte mig ned og forklarede mig om spillet, når vi så kampe på tv. Så i begyndelsen holdt jeg også med Lions.«
Da Jens Rørbye vendte hjem til Danmark, begyndte han selv at spille amerikansk fodbold. Det var dog ikke nemt at holde interessen for NFL ved lige. Dengang var Super Bowl den eneste kamp, der blev vist på dansk tv. Men fire år i træk, fra 1991 til 1994, var Bills den ene part i finalen. Jens Rørbye havde fundet sit nye hold.
Bills er det eneste hold nogensinde, der har formået at spille sig i Super Bowl fire år i træk. Og dermed også det eneste hold, der har tabt Super Bowl fire år i træk. Især det første nederlag var smerteligt. Med otte sekunder igen var Bills bagud 19-20 mod New York Giants, da kicker Scott Norwood fik chancen for at sikre Bills sejren med et field goal-forsøg fra 47 yards.
»No good … Wide right!« lød Al Michaels’ berømte kommentering, da Norwood sendte bolden højre om de gule målstolper.
Wide right er siden blevet synonymt med kampen, der stadig er den eneste Super Bowl, som er blevet afgjort med den mindste margin, og Scott Norwoods afbrænder inspirerede sågar handlingen til ‘Ace Ventura’-filmen.
Jens Rørbyes kærlighedsforhold til Bills var stadig i sin vorden i 1991, så afbrænderen har ikke martret ham på samme måde som ‘The Music City Miracle’. Faktisk husker han ikke, hvorvidt han overhovedet så kampen
»Jeg har det med den kamp, som jeg havde det med ‘The Godfather’, da jeg så den for nogle år siden og svor, jeg havde set den før. Men så gik det op for mig, at det havde jeg ikke. Jeg havde bare set så mange klip fra den, at jeg var overbevist om, at jeg havde set hele filmen. Men jeg vil vove den påstand, at jeg så kampen,« fortæller han.
I stedet fylder nederlaget tre år senere mest i hans erindring:
»Jeg husker bedst den fjerde Super Bowl, hvor det så godt ud i 1. halvleg mod Dallas Cowboys. Jeg troede virkelig på det i pausen, da jeg sad for mig selv om natten i Ebeltoft og så kampen på tv. At fjerde gang var lykkens gang. Men så kollapsede det hele.«
Bills indkasserede 24 point efter pausen uden selv at score og endte med at tabe 13-30.
»Da var jeg skuffet. Herefter satte fornægtelsen ind, og i stedet tænkte jeg: ‘I det mindste er vi da bedre end alle andre hold bortset fra Dallas Cowboys’,« siger Jens Rørbye.
Gik glip af stort øjeblik
Bills har ikke været i Super Bowl siden nedsmeltningen i 1994, og seks år senere var det også slut med at være i slutspillet. Lige indtil det for knap en uge siden – på selveste nytårsaften – var Bills’ tur til at opleve solsiden af et mirakel.
For at Bills skulle gå i slutspillet, skulle holdet i sidste spillerunde vinde over Miami Dolphins på udebane, mens Cincinnati Bengals skulle besejre Baltimore Ravens. Bills gjorde sit ved at vinde 22-16, og så var der kun tilbage for spillerne at se de sidste minutter af kampen mellem Bengals og Ravens på tv i omklædningsrummet. Og så skete det. 44 sekunder før tid kastede Bengals-quarterback Andy Dalton bolden til Tyler Boyd, som undslap tre Ravens-forsvarere og scorede det afgørende touchdown til 31-27.
Det var det største øjeblik i Bills’ historie siden ‘The Comeback’ i 1993, da holdet efter at have været bagud 3-35 i slutspilskampen mod Houston Oilers endte med at vinde 41-38 i overtid.
Men Jens Rørbye så det slet ikke.
»Jeg var helt resignerende inden kampen, når jeg læste om, hvad der skulle til, for at Bills ville gå i slutspillet. Så jeg havde ingen forhåbninger. Faktisk må jeg blankt indrømme, at det først gik op for mig nytårsmorgen, hvad der var sket,« fortæller han med et grin.
»Jeg var helt forbløffet og satte mig ned og læste, hvad der var sket. Min første nyhedskilde er Twitter, og jeg så en masse tweets om Bengals. At Bills havde vundet, var jeg ikke så overrasket over, men at Bengals havde vundet over Ravens, som havde alt at spille for, havde jeg slet ikke set komme, så det var faktisk dét, jeg satte mig ned for at læse om,« tilføjer han.
Nu da tørken er overstået, har Jens Rørbye fået fornyet tro på, at Bills også kan gøre sig gældende i fremtiden:
»Man skal tro på, at man kan vinde, for at kunne vinde. Fremover vil Bills ikke være så nemt et hold at slå ud af kurs. Det kan godt være, at Bills ikke går i slutspillet igen næste år, men jeg vil godt vove den påstand, at der ikke kommer til at gå 5, 10 eller 15 år igen, før det sker igen.«
Sådan har han ikke haft det i hovedparten af de 18 år, Bills har tilhørt den bløde mellemvare i NFL.
»Bills har manglet en coach, der har fået tid nok til at indarbejde sin måde at spille på, og så havde den tidligere ejer, Ralph Wilson, en tendens til at skille sig af med spillere, når de begyndte at blive for dyre i løn. Hvert år var et genopbygningsår, og man vinder ikke noget, når man er i et genopbygningsår. Og så har holdet selvfølgelig manglet en ordentlig quarterback.«
Da Ralph Wilson døde i 2014, var rigmanden og nuværende præsident i USA Donald Trump i spil som ny ejer efter holdets grundlægger. I stedet overtog Terry og Kim Pegula, der også ejer NHL-holdet Buffalo Sabres, holdet.
Jens Rørbye får i dag kuldegysninger ved tanken om, at Bills kunne have været ejet af Trump i dag.
»Men på den positive side var vi måske sluppet for at se ham som præsident, hvis han havde haft en hobby at gå op i, Så på den måde var det et offer, jeg godt ville have været villig til at bringe,« griner han.
2014 var samme år, Bills senest stod på tærsklen til slutspillet uden at træde over den. Kort tid efter chokerede cheftræner Doug Marrone ved at forlade sit job. I morgen står han i spidsen for Bills’ modstander, Jacksonville Jaguars.
»Jeg ville hade, hvis vi taber allerede i første runde. Men hele ironien i, at Bills kvalificerede sig til slutspillet på treårsdagen for, at Doug Marrone sagde, at han skred, gør, at mange hos Bills ville elske at vise ham, at det var en fejl. Motivationsfaktoren i mødet med Marrone og viljen til at vinde efter så mange år i mørket gør, at jeg forsigtigt tipper en sejr til Bills. Og så glæder jeg mig først og fremmest bare til at se kampen,« siger Jens Rørbye, der igen mærker den særlige blanding af forbløffelse og fornægtelse.
Nu bare med positivt fortegn.
