Sundhedsdirektør opfordrer amerikanere til at se finalen i NFL derhjemme med en Skype-forbindelse til venner.

Normalt er Super Bowl en af USA's største sportsbegivenheder, der bringer både entusiaster og ikke-fans sammen i timevis for at se finalen i NFL på storskærm.

Men coronapandemien får embedsmænd og eksperter til at se med bekymring på fester i forbindelse med dette års finale, der løber af stablen søndag lokal tid - natten til mandag dansk tid - i Tampa i delstaten Florida.

USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) slår alarm og forudser, at storskærmsarrangementer i forbindelse med Super Bowl kan blive potentielle superspreder-begivenheder. Det skriver nyhedsbureauet AP.

- Jeg er bekymret for Super Bowl på søndag, helt ærligt. Folk samler sig, og de ser kampen sammen. Vi har før set udbrud ved sådanne fester, siger Rochelle Walensky, der er direktør for CDC.

- Jeg mener virkelig, at vi skal holde øje med det og være forsigtige, tilføjer han ifølge AP.

Han opfordrer til, at amerikanere ser kampen derhjemme med en Skype-forbindelse til deres venner.

Californiens sundhedschef, Mark Ghaly, mener, at varslede storskærmsarrangementer i forbindelse med kampen udgør en enorm risiko for spredningen af særligt de nyere varianter af coronavirusset.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Han frygter, at disse arrangementer kan bringe Californien ud i en ny virusbølge.

- Vi må ikke tabe det her på gulvet. Vi er der næsten. Lad os holde ud lidt endnu, siger Mark Ghaly.

Dette års Super Bowl kommer, efter at USA har set et dyk i antallet af nye daglige smittetilfælde.

Et syvdages gennemsnit af nye daglige tilfælde er således faldet fra 180.000 per 22. januar til 125.000 fredag ifølge AP.

Mere end 459.000 smittede personer har mistet livet i landet under pandemien.

Dette års finale i amerikansk fodbold står mellem Tampa Bay Buccaneers og det forsvarende mesterhold fra Kansas City Chiefs. Kampen spilles på Buccaneers' hjemmebane i Tampa.

På grund af pandemien er kapaciteten på stadion begrænset til lidt under 40 procent. 25.000 tilskuere vil være til stede til kampen, hvilket er det laveste til en Super Bowl nogensinde.

/ritzau/