En frygtelig tragedie har ramt NFL-klubben Dallas Cowboys.

Holdets tidligere spiller Gavin Escobar er død som blot 31-årig, og han efterlader sig kone og to små børn.

Det skriver Palm Springs Desert Sun.

Escobar og hans ven Chelsea Walsh blev fundet døde af en gruppe brandmænd, efter en klatreulykke blev anmeldt i området omkring Tahquitz Rock i Fern Valley, Californien.

Foto: David Seelig
Vis mere

Ifølge New York Post står det ikke klart, hvor meget erfaring de to havde med at klatre, og de nærmere omstændigheder for dødsfaldene efterforskes nu af politiet.

Gavin Escobar blev i 2013 draftet til Dallas Cowboys, hvor han havde de bedste år af sin karriere som NFL-spiller, og derfor har nyheden også ramt klubben hårdt.

Det fortalte Dallas Cowboys-træner Mike McCarthy fredag.

»Det er meget sørgeligt - ja, tragisk. Alle dem, der har arbejdet med Gavin, har et tungt hjerte i dag. Jeg kendte ham ikke selv, men bare af at tale med dem, der gjorde, og høre historier om, hvordan han var, det rører mit hjerte.«

»Han efterlader sig unge børn, og det er meget bedrøveligt at se den tragedie,« siger Mike McCarthy til Cowboys' hjemmeside.

Gavin Escobar droppede efter et par hårde år karrieren som amerikansk fodboldspiller, og i stedet startede han i februar i jobbet som brandmand hos Long Beach Fire Department.

Han nåede i NFL-karrieren at lave otte touchdowns som tight end - alle sammen for Dallas Cowboys.