41-årige Drew Brees endte med at slå 22-årige Justin Herbert, der viser flotte takter i sin debutsæson i NFL.

Bagud med 17 point lignede det et nederlag i NFL for New Orleans Saints, som blev udspillet af Los Angeles Chargers i første halvleg.

Men anført af quarterbacken Drew Brees vendte New Orleans Saints hjemmekampen på hovedet og endte med at vinde 30-27 efter overtid.

I overtiden scorede New Orleans Saints-kicker Wil Lutz det afgørende field goal fra 36 yards.

Det så længe ud til, at Justin Herbert, der er rookie-quarterback for Los Angeles Chargers, skulle blive den store helt i kampen natten til tirsdag dansk tid.

Herbert gjorde stort set, hvad der passede ham og kastede det ene touchdown efter det andet.

Det førte til en solid føring til Los Angeles Chargers på 20-3 fem minutter inden pausen.

New Orleans Saints fik dog reduceret 14 sekunder før pausen, da Drew Brees selv scorede touchdown.

Det endte med det største comeback for 41-årige Drew Brees i 11 år.

- Det her var en vild sejr. Vi spillede ikke særlig godt i første halvleg. Vi kom bagud 3-20, men vi var i stand til at få lidt point inden pausen.

- I anden halvleg var gutterne i stand til at rejse sig og gøre de ting, der skal til for at vinde fodboldkampe, siger Drew Brees ifølge AFP.

New Orleans har nu vundet tre og tabt to kampe i indledningen på denne sæson.

For Los Angeles Chargers var det fjerde gang i træk, at holdet tabte. Kun i sæsonpremieren hentede Justin Herbert og co. en sejr.

- Justin Herbert har en meget lys fremtid i ligaen. Han bliver fantastisk for det hold, siger Brees om 22-årige Herbert.

Los Angeles Chargers tabte også sin seneste kamp efter at have været foran med 17 point.

Det skete, da Tampa Bay Buccaneers anført af quarterbacken Tom Brady vendte stillingen 7-24 til sejr på 38-31.

/ritzau/