Det koster 34 millioner kroner at købe sig 30 sekunders reklame i pausen af Super Bowl. Til den pris skulle man gerne skabe noget opmærksomhed om sit produkt, og det må man sige, at Dodge Ram har formået at gøre denne gang.

Men det er ikke for det gode, at folk vil huske det amerikanske bilmærkes reklame, der kørte på skærmen i pausen af Philadelphia Eagles' Super Bowl-sejr over New England Patriots. For folk hadede den. Og det skyldes især Dodge Rams brug af en 50 år gammel Martin Luther King-tale. Det er åbenbart ikke alle, der associerer en kamp for borgerrettigheder med en stor Dodge Ram.

»Bliver Martin Luther Kings ord lige nu virkelig brugt til at sælge biler?« spurgte Nicholas Thompson, der er redaktør på magasinet Wired, retorisk på sin Twitter-profil.

Og han var langt fra den eneste, der ikke brød sig om koblingen mellem det kommercielle og Martin Luther Kings kamp for afroamerikaneres rettigheder.

»Så Ram Trucks brugte Martin Luther King Jr. og brugte kun hvide skuespillere plus en enkelt obligatorisk sort til at sælge biler til Trump-sympatisører, som var vi tilbage i 1950'erne,« skriver brugeren Embarassed American.

»At bruge en Martin Luther King-tale og fuldstændig tage den ud af kontekst for at bruge den til en bilreklame er en skændsel,« skriver kiss&tellproductions.

Mens kritikken haglede ned over Dodge Rams reklame, begyndte folk også at spekulere over, hvordan Dodge Ram havde fået lov at bruge Martin Luther Kings ord til en reklame. The King Center, der er et levende mindesmærke for Martin Luther King, måtte på Twitter forklare folk, at det ikke var dem, der havde givet lov.

»Hverken The King Center eller Bernice King er enheden, der godkender brugen af Martin Luther Kings ord eller billedsprog til brug i merchandise, underholdning (film, musik, kunst osv.) eller reklamer, heriblandt aftenens Super Bowl-reklame fra Dodge,« skriver The King Center.

Men nogen har altså givet lov, og det er Intellectual Management Inc, der bestyres af Martin Luther Kings søn, Dexter. Herfra måtte man også forklare sig.

»Vi mente, at reklamens overordnede budskab repræsenterede Dr. Kings filosofi om, at sand storhed opnås ved at tjene andre. Derfor besluttede vi at være en del af Rams Super Bowl-program,« siger direktør Eric D. Tidwell ifølge NBC News.

Dodge Ram er muligvis lagt for had efter den reklame. Men omtalen kunne de ikke købe for penge. Eller. Den kostede i hvert fald 34 millioner kroner. Og du kan se den herunder.