Den danske NFL-spiller Hjalte Froholdt nyder stor succes i den amerikanske liga i øjeblikket. 

I weekenden storspillede han i Arizona Cardinals sejr på 24-23 mod San Francisco 49ers, hvilket ikke gik ubemærket hen. 

For tidernes største NFL-spiller Tom Brady arbejder nu som kommentator hos ESPN, og han var begejstret for Froholdts indsats. 

Brady og Froholdt nåede at være holdkammerater hos New England Patriots, inden Bradys karriere gik på hæld.

Froholdt får stor ros. 
Froholdt får stor ros.  Uncredited/AP/Ritzau Scanpix

»Han var med mig i mit sidste år hos Patriots. At se de her fyre komme herover, der måske ikke har spillet, da de voksede op… Jeg elsker at se ham spille på et højt niveau, han har fået en god kontraktforlængelse. Godt gået, unge mand. Han gør alle i Danmark stolte,« lød det under kommenteringen fra Brady. 

Og det er tunge ord, når det kommer fra superstjernen, der har vundet Super Bowl hele syv gange. 

Brady gjorde da også et stort indtryk hos danskeren, da de var holdkammerater, har Froholdt tidligere fortalt. Desværre for Froholdt blev han skadet kort inden sæsonstart og nåede aldrig at dele banen med legenden. 

»Det var lidt ærgerligt, at jeg blev skadet i hans sidste sæson i Patriots og aldrig fik muligheden for at spille med ham i en kamp.«

»Men jeg har oplevet lidt af det hele. Han har råbt af mig, når jeg lavede et dårligt spil, han støttede mig i omklædningsrummet, da jeg fik min skulderskade, og så har han givet mig gode råd over frokosten,« har Froholdt fortalt til Ritzau. 

Froholdt skrev i august under på en toårig forlængelse af sin kontrakt med Cardinals. Ifølge Yahoo har kontrakten sikret ham minimum 50 millioner danske kroner – et beløb, der kan blive større.