Deshaun Watson fik comeback efter 11 kampes karantæne, da Cleveland Browns og Hjalte Froholdt vandt.

Danske Hjalte Froholdt spillede søndag aften dansk tid en birolle i det, der var den store historie om Deshaun Watsons comeback i NFL.

Watson har været suspenderet i 11 kampe fra verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

Karantænen fik Cleveland Browns' quarterback i sommer på baggrund af mere end 20 kvinders anklager om seksuelle krænkelser og anden grænseoverskridende adfærd i forbindelse med massageaftaler.

Hjalte Froholdt (nummer 72 i hvid trøje) gør klar til at aflevere bolden til Deshaun Watson (nummer 7 i hvid trøje). Watson vendte tilbage efter 11 spilledages karantæne. Eric Christian Smith/Ritzau Scanpix
Hjalte Froholdt (nummer 72 i hvid trøje) gør klar til at aflevere bolden til Deshaun Watson (nummer 7 i hvid trøje). Watson vendte tilbage efter 11 spilledages karantæne. Eric Christian Smith/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ud over at gå glip af kampene måtte han i en lang periode ikke træne med holdet.

Det måtte han først i midten af november, og søndag aften vendte han så tilbage til banen uden at imponere.

Watson var tydeligvis rusten, men var alligevel med til at besejre Houston Texans 27-14 på udebane med Froholdt og resten af holdkammeraterne.

Watson var ansat i netop Houston Texans, da anklagerne fra en lang række kvinder sidste år så dagens lys.

Mens han ikke er dømt i det amerikanske retssystem, var forventningen længe, at han alligevel ville modtage en hård straf fra NFL.

Det forhindrede dog ikke Cleveland Browns i at forhandle sig til quarterbacken, som var blandt ligaens bedste i de første år af karrieren.

Watson skrev under på en kontrakt på 230 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 1,6 milliarder kroner. Hele beløbet er fuldt garanteret.

Kampen søndag aften var hans første i 700 dage. Det skyldes, at han ikke fik et eneste minuts spilletid for Houston Texans i sidste sæson, fordi han ville væk fra klubben. Den plan var klubben ikke med på, og derfor så han hele 2021-sæsonen fra sidelinjen.

Først i foråret blev parterne enige om, at Watson skulle videre. Der var rift om hans arbejdskraft, men i en handel, der blandt andet sendte tre førsterundevalg i NFL-draften den anden vej, lykkedes det Browns at vinde ræset.

Men Watson skal tilsyneladende bruge noget tid på at nå sit tidligere topniveau.

Søndag kastede han for 131 yards og en interception på 22 forsøg. Browns-angrebet udrettede stort set intet, men vandt takket være store spil på forsvaret og special teams.

»Det kan ikke være perfekt. Specielt når man spiller football i december, og det var første spilleuge for mig,« siger Deshaun Watson ifølge ESPN.

For Hjalte Froholdt, der spiller på den offensive linje, var det fjerde gang i sæsonen – og karrieren – at det blev til en startplads i angrebet.

/ritzau/