Da en kromfarvet Lamborghini kører ind på parkeringspladsen, sætter det tankerne i gang hos den unge dansker.
Han er havnet i et miljø, hvor der er uhyggeligt mange penge i omløb, og hvor de største stjerner tjener millioner og atter millioner af dollars.
Mens verdensstjerner som Patrick Mahomes, Aaron Rodgers og Josh Allen forgyldes med en årsløn på mere end 270 millioner kroner, må den 25-årige dansker Hjalte Froholdt 'nøjes' med en årsløn i omegnen af seks millioner kroner.
Det er minimumslønnen, når man har spillet NFL i tre år.
Som den kun anden dansker, der nogensinde er blevet draftet til et NFL-hold, befinder Hjalte Froholdt sig i et miljø, som de færreste herhjemme kender til.
»Det er et superfedt miljø, og det er sjovt at være i omklædningsrummet. Der er en fed atmosfære, for det er bare en bunke drenge, der har det sjovt, har samme interesse og bare gerne vil være bedre til football,« fortæller han til B.T., da han er hjemme i Danmark for en stund.
Hos Cleveland Browns, hvor svendborgenseren er på kontrakt, hedder de løntunge stjerner Myles Garrett og Amari Cooper, der netop er hentet til klubben.
De tjener begge over 130 millioner kroner årligt, mens der hos den 26-årige quarterback Baker Mayfield ruller omkring 54 millioner kroner ind på kontoen årligt.

Det specielle ved NFL er, at spillerne kun bliver betalt gennem sæsonen fra september til januar.
»Vi får ikke lønninger i off-season, så vi skal selv sørge for at have pengene året rundt,« forklarer Hjalte Froholdt.
På trods af de store summer mener Hjalte Froholdt ikke, at der er noget stramt hierarki i NFL – i hvert fald ikke hos Cleveland Browns.
»Nej, det synes jeg ikke. Alle står på lige fod, der er ikke nogen, der er mindre værd. Det er bare regular dudes,« siger Hjalte Froholdt, inden han sætter nogle ord på Baker Mayfield som holdkammerat.
»Han er superfed at være omkring. Han har en masse energi, han hygger sig og elsker at spille fodbold. Han har det bare pissesjovt til træning, og man får virkelig lyst til at spille for ham. Nogle quarterbacks er meget seriøse og disciplinerede, men han har en fed balance og kan godt slippe tøjlerne lidt.«
»Men alligevel er han en af de mest seriøse med hensyn til forberedelse og træning. Han forventer det bedste af sig selv og er et stort konkurrencemenneske.«
Selvom Hjalte Froholdt kalder Baker Mayfield en god holdkammerat, står sidstnævnte ikke på gæstelisten, når danskeren til sommer skal giftes med sin forlovede Ashley Diaz.
»Nej, så godt kender jeg ikke Baker endnu,« griner Hjalte Froholdt, der dog har inviteret nogle af holdkammeraterne fra Cleveland Browns.
Også tidligere holdkammerater er blandt de omkring 200 inviterede gæster, der skal være med til at fejre den store dag i San Diego.
»Det hele er planlagt, og jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver superfedt med et stort, lækkert, traditionelt amerikansk bryllup, og så kommer der familie og venner herover hjemme fra Danmark,« fortæller han.