Den 26-årige danske supermodel Josephine Skriver er kæmpe fan af amerikansk fodbold.

Siden hun i 2016 blev indlemmet i Victoria's Secret, er hendes popularitet steget eksplosivt, og nu har det medført, at hun kan få en af sine største drømme opfyldt.

På sin Instagram-konto fortæller Josephine Skriver nemlig, at hun skal være korrespondent for Sports Illustrated ved dette års Super Bowl i Miami, Florida.

'Venner, jeg har en kæmpe nyhed. Jeg har så mange sommerfugle i maven, at jeg næsten ikke kan styre min begejstring og nervøsitet,' skriver hun om sin rolle som korrespondent og uddyber, hvorfor det er en drøm for hende:

'Jeg kan endelig kombinere min kærlighed til modelarbejde med min kærlighed til football (amerikansk fodbold, red.). Det er en drøm, der går i opfyldelse.'

Ud over sin rolle som korrespondent kan Josephine Skriver juble over at være blevet tilknyttet det berømte amerikanske blad Sports Illustrated, som kan gøre modeller verdensberømte.

Nogle af Josephine Skrivers opgaver for Sports Illustrated ved Super Bowl vil være at rapportere til radiokanalen Radio Row.

Ud over Super Bowl vil Josephine Skriver lave andet sportsrelateret arbejde i kraft af sin nye tjans på Sports Illustrated.

Danskeren viser hyppigt sin kærlighed til sport på sin Instagram-konto, hvor hun har 6,1 million følgere.

Josephine Skriver er som nævnt stor fan af amerikansk fodbold, hvor hun holder med holdet Oakland Raiders, der dog ikke er at finde i dette års Super Bowl.

I stedet bliver finalen spillet mellem San Francisco 49ers og Kansas City Chiefs.

Josephine Skrivers modelkarriere startede, da hun blev opdaget på en ferie i New York, da hun var bare 15 år gammel. Herefter valgte hun at forfølge sin modelkarriere, og i 2011 fik hun sin debut på catwalken ved New York Fashion Week, hvor hun blandt andet gik for brandet Calvin Klein.