Alt så ud til at være fryd og gammen, da den dansk-amerikanske fodboldspiller Alexander Kronborg Bjerre i 2021 skrev under med en klub i den tyske liga German Football League (GFL).

Det var et stort skridt for quarterbacken, der har sin footballopvækst i Aalborg hos AaB 89ers – den tyske liga er nemlig den største i europæisk sammenhæng.

Men efter han havde skrevet under med Ravensburg Razorbacks, skete der det, der ikke måtte ske. En amerikaner kom til klubben.

Det vender vi tilbage til.

Alexander Kronborg Bjerre, der i dag er 26 år, spillede i AaB 89ers i seks år. Ved siden af sin tid som quarterback for klubben tog han en kandidatuddannelse i økonomistyring.

Derfor var det først, da han afsluttede sin uddannelse i sommeren 2020, at udlandet var aktuelt. Men det kan siges at være dårlig timing for nordjyden, der gerne ville til udlandet.

»Jeg havde været i kontakt med både et spansk og et italiensk hold, men deres sæsoner blev aflyst på grund af corona. Så kom Ravensburg på banen, og så blev det der. Det var lidt tilfældigt,« siger Alexander Kronborg Bjerre, der nu kunne se frem til at skifte det nordjyske landskab ud med det allersydligste Tyskland nær grænsen til både Østrig og Schweiz.

Men ligesom corona besværliggjorde udlandseventyret, så gav det også udfordringer, efter Alexander Kronborg Bjerre havde skrevet under med den tyske klub.

Selvom Alexander Kronborg Bjerre blot var andetvalg, fik han dog spilletid og endte 2021-sæsonen som den quarterback i ligaen med den næsthøjeste rating, som er en statistik, hvor man blandt andet måler på, hvor mange yards man kaster pr. kast, antallet af interceptions og touchdowns.
Selvom Alexander Kronborg Bjerre blot var andetvalg, fik han dog spilletid og endte 2021-sæsonen som den quarterback i ligaen med den næsthøjeste rating, som er en statistik, hvor man blandt andet måler på, hvor mange yards man kaster pr. kast, antallet af interceptions og touchdowns. Shakral Photography

»Aftalen var, at der ville være en anden europæisk quarterback ud over mig. Men så fik vores offensive koordinator covid-19 og blev indlagt, og vi var nødt til at få en ny. Det var en amerikaner, og den nye koordinator var ikke tryg ved at gå ind til sæsonen med to europæere som quarterbacks. Derfor hentede holdet en amerikaner. Det var ret pludseligt, det kom.«

Det betød, at pladsen som starter for Ravensburg Razorbacks ikke længere var på danske hænder.

»Der er bare sådan en 'America first'-tilgang hos mange amerikanere,« siger Alexander Kronborg Bjerre og fortsætter.

»Der vidste jeg, at jeg ikke bare skulle spille lige op med ham – jeg skulle udkonkurrere ham. Jeg endte med at spille lige op med ham til træning, og det var ikke nok til, at de ville sende en amerikaner på bænken.«

Særligt i starten af sæsonen var der ikke meget spilletid til danskeren, der måtte tage til takke med en rolle som backup. Men som sæsonen skred frem, blev der alligevel plads til ham på banen.

Og det var noget af en omvæltning for quarterbacken at skifte den danske liga ud med den største europæiske liga.

Når han tørnede ud for AaB 89ers, var det mest venner og bekendte, der fulgte kampen. Men i Tyskland spiller de på større stadioner med over 1.000 tilskuere.

»Jeg tror, det største hjemmepublikum, vi har haft, var 3.500. Det giver jo noget pres, når folk betaler for at se os spille. Det forventes, at man leverer. Men det er også fedt og giver motivation,« siger Alexander Kronborg Bjerre.

Alexander Kronborg Bjerre plejer at se Super Bowl med gymnasievenner i Aalborg, men i år bliver det med holdkammeraterne i Tyskland.
Alexander Kronborg Bjerre plejer at se Super Bowl med gymnasievenner i Aalborg, men i år bliver det med holdkammeraterne i Tyskland. Dominic Molet Fotografie

En anden motiverende faktor, som har ændret sig fra Danmark til Tyskland, er, at han rent faktisk kan leve af at spille amerikansk fodbold. Selvom pengene slet ikke kan sammenlignes med fodbold- eller håndboldspilleres.

»Sidste sæson kunne jeg leve af det, men jeg kunne ikke lægge penge til side,« siger Alexander Kronborg Bjerre.

Men det ændrer sig til den kommende sæson. Her har danskeren nemlig fået jobbet som startende quarterback og en kontraktforlængelse på et år.

»Jeg har fået en markant forbedret kontrakt, der gør, at jeg også kan lægge nogle penge til side,« siger han uden at løfte sløret for, præcist hvilket beløb der står på kontrakten

Den tyske sæson begynder først i slutningen af maj, så nu har Alexander Kronborg Bjerre rig mulighed for at følge med i, hvordan det ender i verdens bedste liga, NFL, hvor Super Bowl spilles natten til mandag dansk tid.

»Jeg har en tradition med nogle kammerater fra gymnasiet, hvor vi plejer at lave noget god mad. Men i år er jeg i Tyskland. Det har jeg det lidt ambivalent med, men der er forståelse for det,« siger han og påpeger, at han normalt holder med Tennessee Titans. Men da de ikke er med i Super Bowl, kommer danskeren til at heppe på Cincinnati.

»Jeg kommer til at se kampen sammen med mine holdkammerater, men forhåbentlig kan jeg på et tidspunkt genoptage traditionen med vennerne fra gymnasietiden,« slutter han.