I en ny opgørelse over de mest værdifulde klubber i NFL-ligaen er Dallas Cowboys igen nummer et.

New York City. Erhvervsmagasinet Forbes har opgjort værdien af holdene i den pengetunge liga for amerikansk fodbold, NFL.

Her er det ikke overraskende Dallas Cowboys, der er kåret som ligaens mest værdifulde hold for 11. år i træk.

Selv om holdet ikke har vundet en Super Bowl, finalen i NFL-turneringen, siden 1996, bliver klubben vurderet til at være 4,8 milliarder amerikanske dollar værd. Det svarer til lige under 30 milliarder kroner.

NFL er verdens rigeste sportsliga, hvor ingen klubber havde mindre end 26 millioner dollar i profit sidste år.

Et hold i den populære liga er i gennemsnit 2,52 milliarder dollar værd - cirka 16 milliarder kroner. Det er en stigning på otte procent siden 2016. Det kan primært tilskrives indtægter fra rettigheder og nye stadioner.

Dallas-holdet har den højeste sponsorpris i NFL. Desuden har klubben de højeste indtægter på billetter i USA's mest populære og pengetunge sport, amerikansk fodbold.

Nummer to på Forbes' liste over NFL-holdenes værdi er sidste års mester, New England Patriots. Holdet fra Boston-området er vurderet til 3,7 milliarder dollar.

Derefter følger New York Giants med en værdi på 3,3 milliarder dollar. Washington Redskins er vurderet til 3,1 milliard dollar og San Francisco 49'ers runder top fem af med en værdi på 3,05 milliarder.

Buffalo Bills ligger sidst på listen med en værdi på 1,6 milliarder dollar.

I juli kårede Forbes Dallas Cowboys som verdens mest værdifulde sportshold på tværs af alle sportsgrene.

På opgørelsen var Cowboys verdens mest værdifulde hold foran baseballholdet New York Yankees og fodboldholdet Manchester United.

/ritzau/