Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det blev et tidligt playoff-exit for Tom Brady, og nu starter den spekulation, som der har været efter de sidste mange sæsoner.
Stopper Brady?
Det gjorde han jo sidste år, men vendte så på en tallerken og tog endnu en tur med Tampa Bay Buccaneers, som han vandt Super Bowl med i 2021.
Ifølge den kulørte presse var beslutningen om at vie et år mere til den krævende sport en stor del af grunden til, at det endte med et brud mellem ham og konen Gisele Bündchen, og deres forliste forhold blev i det hele taget fulgt intenst i løbet af 2022.
Natten til mandag stoppede Bradys sæson nr. 23 med et slutspilsnederlag på 31-14 mod Dallas Cowboys, og efterfølgende blev Brady selvfølgelig spurgt ind til sin proces herfra.
»Jeg skal hjem og have en god nats søvn,« sagde Brady og pointerede, at al hans fokus havde været på opgøret.
Hans plan var at tage en dag ad gangen, men sluttede så sin korte pressesession med mange taksigelser til pressen og sit hold.
»Jeg vil bare sige tak for alt til jer dettte år. Jeg sætter virkelig pris på jeres indsats. Jeg ved, at det er hårdt arbejde for jer også. Det er hårdt for os spillere at klare den, men I har også et hårdt job. Jeg sætter pris på jer og alle, der er fans af denne sport.«
»I ved sikkert, at jeg elsker dette hold. Det er et fantastisk sted at være. Jeg elsker alle, der har budt mig velkommen. Jeg er glad for den respekt, som I har givet mig, og jeg håber, I følte, det var gengældt. Så tusind tak.«
Lige nu spekuleres der selvfølgelig lystigt på, om det var Bradys sidste ord som NFL-spiller - eller måske bare som Tampa-spiller?
Han er fri på markedet til marts, og flere hold skulle være interesserede.
Kender man ham ret, så går han formentlig efter det sted, hvor han har den bedste mulighed for at vinde Super Bowl-trofæ nummer otte og lægge endnu et lag på sin position som spillets bedste nogensinde.