Søndag nat tørner New England Patriots og Philadelphia Eagles sammen i Super Bowl 52 i Minneapolis. BT har bedt Søren Hygum Hansen, medejer af Draftday.dk om at give sit bud på, hvordan de to hold hiver sejren hjem.

Tre nøgler til Philadelphia Eagles-sejr

1. Lange angrebsserier

»Eagles skal konventere så mange tredje downs som muligt og holde liv i angrebsserierne for at begrænse Tom Bradys muligheder og boldbesiddelser. Og så er det ekstremt vigtigt, at de lange angrebsserier også ender med touchdowns i stedet for field goals. Mange af det afhænger af Nick Foles.«

2. Gør Patriots mør

»Løbeangrebet får også stor betydning. Holdet har gode running backs i Jay Ajayi, LeGarette Blount, Corey Clement, og hvad de ellers hedder, der kan levere, når det gælder, bag en af ligaens bedste offensive linjer. Og kan man få gang i det trehovedede monster, vil det trætte Patriots-forsvaret og betyde, at Foles ikke behøver kaste så meget.«

Hvis Philadelphia Eagles kan få gang i running back Jay Ajayi (tv.), vil det være en stor hjælp for quarterback Nick Foles (th.), for så behøver han ikke kaste så meget, hvilket minimerer risikoen for fejl. Foto: AFP
Hvis Philadelphia Eagles kan få gang i running back Jay Ajayi (tv.), vil det være en stor hjælp for quarterback Nick Foles (th.), for så behøver han ikke kaste så meget, hvilket minimerer risikoen for fejl. Foto: AFP
Vis mere

3. Hold hovedet koldt

»Det allervigtigste for Eagles bliver at bevare roen og være disciplineret. Spillerne skal lade være med at få kastet dumme gule flag imod sig, og trænerne skal lade være med at overtænke situationerne, som vi for eksempel så Seattle Seahawks’ offensive koordinator, Darrell Bevell, gøre i Super Bowl, hvor han i stedet for at give bolden til Marshawn Lynch på et løbespil, kalder et kast fra 1-yard-linjen, som så bliver interceptet og afgør kampen. Der er sket så mange gange, at Patriots har vundet, fordi modstanderne har tabt kampene på egen hånd. Det er så svært at lukke kisten, når man møder Patriots. Det så vi sidste år i Super Bowl. Patriots er ekstremt god til at få marginalerne over på sin side.«

Tre nøgler til New England Patriots-sejr

1. Brady i topform

»Spiller Tom Brady på det niveau, han plejer, er meget vundet, for end ikke det bedste forsvar kan hamle op med Brady. Og selv hvis han kaster flere interceptions, behøver det ikke få nogen betydning. Det så vi sidste år, da han kastede en interception, som Robert Alford returnerede til touchdown.«

2. Sæt Ertz ud af spillet

»Mange iagttagere mener, at Patriots anser tight end Zach Ertz for at være Eagles’ farligste våben, og Bill Belichick har for vane at gå efter at tage modstandernes stærkeste kort ud af kampen. Ertz har fået sit gennembrud i denne sæson og er en spiller, der griber mange vigtige bolde på tredje down. Hvis han sættes ud af spillet, ryger quarterback Nick Foles’ sikkerhedsnet, og så bliver han tvunget til at kaste ud på ydersiden af forsvaret, og her har Patriots gode spillere, der kan klare den opgave.«

Tight end Zach Ertz er Philadelphia Eagles' farligste våben i kasteangrebet, så ham skal New England Patriots gerne have styr på, hvis holdet vil vinde Super Bowl, mener Søren Hygum Hansen, medejer af Draftday.dk. Foto: AFP
Tight end Zach Ertz er Philadelphia Eagles' farligste våben i kasteangrebet, så ham skal New England Patriots gerne have styr på, hvis holdet vil vinde Super Bowl, mener Søren Hygum Hansen, medejer af Draftday.dk. Foto: AFP
Vis mere

3. Vind de små slag

»Patriots plejer at være uhyre gode til det, man kalder for situational football. At være effektive, når det gælder og træffe de rigtige beslutninger i de rigtige situationer. Og så er holdet dygtig til at vinde de små slag, som måske ikke ser ud af meget undervejs, men som i det store billede kan udgøre forskellen. For eksempel ved hele tiden at give modstanderne en dårlig udgangsposition med gode punts eller selv skaffe sig en god udgangsposition. Eller ved at undgå at få dumme kendelser imod sig.«

Søren Hygum Hansens bud på en vinder: New England Patriots