Det skulle have været en helt normal behandling, som han flere gange har modtaget før.
Men mandag gik det grueligt galt for Pittsburgh Steelers' TJ Watt, da han modtog såkaldt dry needling.
Det skriver Aftonbladet.
Behandlingsmetoden er gængs i NFL, hvor tynde nåle bliver indsat i spændte muskler for at øge mobilitet og lindre smerte.
Men da han lå på briksen, blev han pludseligt ramt af en voldsom smerte i brystet.
Derfor blev han hastet på hospitalet, hvor det blev konstateret, at TJ Watts ene lunge var delvist kollapset.
Han blev derfor indlagt til operation med det samme.
»Vi får se, hvor længe han er ude, men alt gik godt, og han bliver udskrevet fra hospitalet i dag (fredag, red.). TJ og hans familie er meget taknemmelige for alle de venlige ord og gode ønsker,« skrev hans bror JJ på sociale medier.
Det vides endnu ikke, om lungen kollapsede på grund af behandlingen, eller om årsagen var en anden.
Også hans hustru, Dani, har skrevet, at hun er taknemmelig for al den kærlighed og støtte, som familien har modtaget.
Det vides heller ikke, hvornår TJ Watt vender tilbage på banen.
