NFL-legenden Gary Danielson er røget ind i noget af et stormvejr, efter han gjorde grin med en kvindelig fotograf, der kom til skade på direkte tv.

College-football er enormt populært i USA, og derfor var der da også mange seere, der sad og så med, da kommentatoren opførte sig upassende søndag aften.

»Brian Herrien (running back for Georgia Bulldogs, red.) rejser sig op, og han har det fint, men det har personen, som han rendte ind i, vist ikke,« grinte Gary Danielson, da ulykken skete.

I kampen mellem Georgia Bulldogs og Auburn Tigers rendte running backen en kvindelig sidelinjefotograf ned, og da situationen blev vist igen på tv, sad den amerikanske fodbold-kommentator, der tidligere har spillet for Detroit Lions og Cleveland Browns, og grinte ind i mikrofonen, mens han gjorde grin med kvindens uopmærksomhed.

Det var først, da Danielsons medkommentator fortalte, at det var en ung kvinde, som lå bevidstløs på sidelinjen, at tonen ændrede sig, skriver mediet news.

»Er det?« lød det fra den tidligere NFL-spiller.

Sammenstødet var så voldsomt, at selv tilskuernes reaktioner, som tv-billederne fangede, var nok til at forstå situationens alvor.

Flere seere har efterfølgende lagt pres på CBS, der viser college-kampe i USA, for at få Danielson fyret, og på Twitter har flere brugere da også givet deres mening om kommentatorens opførsel til kende:

  • 'Gary Danielsons adfærd er virkelig modbydelig'.
  • 'Åh Gud, det (Danielsons opførsel, red.) giver mig kvalme'.
  • 'Gary Danielson har været dårlig i lang tid, og denne situation viser bare, hvor dårlig han er'.​

Den kvindelige fotograf, som hedder Chamberlain Smith, måtte hastes til hospitalet, hvor en undersøgelse viste, at hun slap med en hjernerystelse og et par blå mærker.

Det oplyser hun selv på sin Twitter-profil:

»Jeg vil gerne sige tak for den overvældende støtte, jeg har fået. I går var skræmmende, og jeg er glad for, at jeg slap med det (hjernerystelse og blå mærker, red.). Nu vil jeg komme til hægterne igen, og så er jeg snart tilbage på sidelinjen.«

Kampen endte med en sejr på 21-14 til Georgia Bulldogs.