Debatten om risikoen ved at spille amerikansk fodbold får nu ny næring.

Et opsigtsvækkende studie af afdøde NFL-stjerners hjerner afslører således, at ikke mindre end 99 procent led af hjernesygdommen kronisk traumatisk encephalopati (CTE).

Sygdommen forekommer typisk hos personer, der gentagne gange har været udsat for hovedtramer og kan have en række kritiske konsekvenser. Blandt andet depression, demens, humørsvingninger, personlighedsændringer, hukommelsestab, paranoia og selvmordstrang. Sygdommen er umulig at behandle, da den kun kan diagnosticeres, når man er død.

Undersøgelsen er netop blevet publiceret i lægetidsskriftet JAMA. Bag den står en række forskere, som har undersøgt en flere hjerner, herunder 111 fra tidligere NFL-spillere. I 110 af dem fandt de tegn på CTE.

»Der er ingen tvivl om, at der er et problem i amerikansk fodbold. At folk, som spiller amerikansk fodbold, har risiko for at blive ramt af denne sygdom,« siger doktor Ann McKee, leder af Boston Univerys CTE Center og medforfatter til den nye undersøgelse til CNN.

»Vi er nødt til straks at finde årsagerne, ikke kun for fodboldspillerne skyld, men også veteraner og andre personer, som er udsatte for hovedtraumer.«

Flere har de seneste år forsøgt at sætte fokus på problemet, og den amerikanske fodboldliga, NFL, er blevet hårdt kritiseret for ikke at tage nok hensyn til spillernes sikkerhed. Senest med filmen ’Concussion’ med Will Smith i hovedrollen.

Filmen er baseret på den sande historie om lægen Bennet Omalu, der ved et tilfælde opdagede hjernesygdommen CTE, da han obducerede den tidligere NFL-spiller Mike Webster i 2002, og som dermed var den først til at kæde den sammen med amerikansk fodbold. Ved præmieren kaldte instruktøren Peter Landesman filmen ’et skud lige imellem øjnene på NFL’.

Dengang som nu forsikrer NFL, at de har stor fokus på problemet.

»De medicinske og videnskabelige samfund vil drage nytte af denne publikation, og NFL vil fortsætte med at arbejde sammen med en bred vifte af eksperter for at forbedre de nuværende og tidligere NFL-atleters sundhed, skriver organisationen bag i en udtalelse til CNN. Den tilføjer:

»Der stadig er mange ubesvarede spørgsmål vedrørende årsagen, tilfælde og forekomsten af ​​langtidseffekter af hovedtrauma så som CTE.«

Det er kun et år siden, at NFL for første gang offentligt anerkendte sammenhængen mellem amerikansk fodbold og forekomsten af CTE. Det skete efter at en domstol dømte til at udbetale erstatning til en række hovedskadede spillere.