Richard Sherman skal nu vænne sig til at tackle et sæt krykker frem for de hurtigere modstandere i NFL.

Cornerbacken fra Seattle Seahawks rev natten til fredag sin akillessene over i kampen mod Arizona Cardinals.

Dommen: Han er færdig for resten af sæsonen. Det var der ingen tvivl om efter 22-16-sejren.

»Han skal undersøges og alt det dér, men lægerne er ret klare i mælet omkring, at han har revet sin akillessene over. Der er ingen vej uden om en operation og alt sådan noget,« sagde Seahawks-træner Pete Carroll efter kampen.

Dermed er Seahawks såkaldte 'Legion of Doom'-forsvar alvorligt svækket, når NFL i den kommende måned går ind i den afgørende fase i jagten slutspilspladserne.

Richard Sherman kom tils skade mod slutningen af tredje quarter, da han ramlede sammen med Arizona Cardinals' wide receiver John Brown. Men i virkeligheden havde skaden luret et stykke tid, Cornerbacken stillede efterfølgende op til et par kommentarer, og han kunne fortælle, at allerede for en måneds tid siden mærkede han til problemer i den pågældende akillessene.

»Jeg vidste, at det ville ske. Det har drillet mig gennem hele sæsonen, så det var en af den slags ting, hvor du bare prøver at spille videre. Men når den ryger, så ryger den,« sagde Richard Sherman.

På Twitter tilføjede han senere:

»Tak for alle jeres tanker og bønner. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at komme stærkere tilbage. Indtil da vil jeg heppe på mine holdkammerater. Jeg sætter virkelig stor pris på alt jeres støtte. Det betyder meget.«

Som Søren Hygum Hansen fra det danske NFL-site Draftday.com anfører, så har det været en frygtelig sæson med alt, alt for mange alvorlige skader til nogle af de allerstørste stjerner i ligaen:

Seattle Seahawks har vundet seks kampe og tabt tre i denne sæson.