På overvågningsbilleder kan man se, hvordan New England Patriots' ejer, Robert Kraft, betaler for sex.

Den 77-årige ejer af Super Bowl-vinderen New England Patriots, Robert Kraft, er sigtet for at have købt sig til sex på dagen, hvor Patriots spillede AFC-finale mod Kansas City Chiefs.

Det viser nye dokumenter fra statsadvokaten i Palm Beach, skriver AP og ESPN.

Robert Kraft skulle have besøgt en massageklinik to gange på 24 timer.

På overvågningsbilleder fra om morgenen den 20. januar kan man se den stenrige klubejer ankomme til klinikken i en Bentley.

Derefter ser man, hvordan Kraft modtager både oral- og almindelig sex fra en kvinde.

Et kvarter efter han ankom, betaler han kvinden med en 100-dollarseddel, skriver ESPN.

Besøget på klinikken skete på dagen, hvor New England Patriots slog Kansas City Chiefs i AFC-finalen og spillede sig i Super Bowl. Her var Robert Kraft at finde på lægterne.

77-årige Kraft blev også filmet på overvågningsbilleder 17 timer før det første besøg.

Patriots-ejeren er nu blevet sigtet for to overtrædelser af prostitution.

Bliver han dømt, risikerer Kraft et års fængsel, 5000 dollar i bøde - 33.000 kroner - 100 timers samfundstjeneste og deltagelse i et kursus om faren ved menneskesmugling.

Fredag oplyste Krafts talsmand, at de benægter, at Robert Kraft har været involveret i ulovlige aktiviteter.

Anholdelsen af Robert Kraft skete som led i en større aktion fra politiet mod prostitution i Florida.

/ritzau/