Det er usundt for børnene, hvis deres forældre giver børnene mulighed for at bestemme, hvad der skal ske, eller hvad de skal have at spise, mener kendt familiepsykolog.

Familiepsykolog Ulla Dyrløv - der er kendt fra DRs ’Ingen styr på ungerne’ - mener, at forældre i dag ikke gør nok for at undgå, at deres børn ender, som konger i hjemmet. Forældrene spørger alt for ofte, hvad barnet gerne vil, lyder kritikken.

- I stedet skal forældre undgå at stille børnene spørgsmål. Både børnene og forældrene skal vide, at der er nogle ting, som ikke er til diskussion, siger Ulla Dyrløv.

Ulla Dyrløv forklarer, at det eksempelvis ikke er til diskussion, at børnene skal have frisk luft og spise sundt, men det kan godt være til diskussion, hvad de skal have af fritidsinteresser.

Hun fortæller til BT, at hun kan se et klart billede af, at forældre i Danmark er bange for at tage ansvar for deres børn.

- Forældre tør ikke længere være forældre. Man vil bare gerne have at børnene har det godt. Forældrene gider ikke tage konflikten med deres børn, siger Ulla Dyrløv.

Ulla Dyrløv peger på, at grunden til, at danske forældre er blevet så optaget af at deres børn skal forkæles, er manglen på overskud. I stedet for at have fokus på at opdrage sine børn, er sundhed kommet højt på listen, som tager en del af fokussen.

- Det minder om den laissez faire (laden stå til red.) opdragelsesstil fra dengang kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet. Nu er det bare med mere omtanke, siger Ulla Dyrløv.

Børnene risikerer at komme til at føle skyld, hvis noget går galt, fordi det var dem selv, der skulle tage stilling til, hvad der skulle ske eller hvad de skulle have at spise eller drikke, fortæller hun.

- Hvis de får huller i tænderne, tænker de, at det er deres egen skyld og ikke forældrene, som ikke satte grænser for barnet, siger Ulla Dyrløv.

Ulla Dyrløv er snart aktuel med bogen ’Pilot for dit barn’.