For ti dage siden kunne Vestas fremlægge et pænt regnskab for 2023. Nu er der endnu en god nyhed fra den kant.

Vindmølleproducenten planlægger nemlig at ansætte op mod 300 nye medarbejdere, det skriver blandt andre TV2 Øst.

I 2023 modtog Vestas ordrer på vindmøller med en samlet kapacitet på 18,4 gigawatt, derfor har de nu brug for at hyre flere medarbejdere.

»Vi forventer at ansætte mellem 250 og 300 indtil sommeren 2025,« siger Claes Lautrup Cunliffe, der er pressemedarbejder i Vestas til TV2 Øst.

Det er en nyhed, der vækker begejstring på Lolland, hvor Vestas producerer havvindmøller.

Ifølge det lokale medie, Folketidende, planlægger Vestas nemlig at ansætte 250 til 300 nye medarbejdere alene på vingefabrikken i Nakskov.

Selv vil Vestas ikke gå i detaljer med deres planer før om nogle uger, lyder det fra Claes Lautrup Cunliffe.

Men ifølge TV2 Øst er der allerede begejstring at spore blandt de lollandske lokalpolitikere.

I hvert fald mener Vibeke Grave (S), der er medlem af byrådet og formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune, at ‘det er svært at være pessimist’.

Det er kun en måned siden, at 190 medarbejdere på Vestas' fabrik i Ringkøbing fik en fyreseddel i hånden.

Dengang citerede TV Midtvest Claes Lautrup Cunliffe for følgende:

»Som tidligere nævnt planlægger vi at sænke aktivitetsniveauet i landvindproduktion på fabrikken i Ringkøbing på grund af udviklingen i markedet samt det faktum, at vi fortsat ser en meget begrænset efterspørgsel på landvindprojekter i Danmark.«