Elon Musk er kommet ind i magtens centrum i USA.
Men ikke alt er en dans på roser for tech-milliardæren.
I Frankrig må Musk konstatere, at Tesla-salget er styrtdykket fra december til januar, skriver Bloomberg.
Hele 63 procent er salget faldet med, og Tesla mistede også markedsandele på det vigtige franske marked både i forhold til det generelle salg af biler og salget af elbiler.
I januar blev kun 1.141 Tesla'er indregistreret i Frankrig – som er det næststørste marked for elbiler i hele EU. Det er ifølge den franske brancheforening La Plateforme Automobile det laveste antal siden august 2022.
Faldet sker på et tidspunkt, hvor Teslas ejer Elon Musk i den grad er i vælten.
Dels har USAs præsident Donald Trump sat ham i spidsen for et panel, der skal finde føderale omkostningsbesparelser under navnet Kontoret for Regeringens Effektivitet (Doge).
Og dels har Elon Musk blandet sig i europæisk politik ved blandt andet at erklære sin støtte til det tyske højrefløjsparti AfD og at kritisere den britiske premierminister Keir Starmer hårdt.
Om faldet i Tesla-salg har noget med det at gøre, er dog uvist.
I forvejen var Tesla udfordret på det europæiske marked. Sidste år faldt slaget med 13 procent i EU – og hele 41 procent i Tyskland, som er EUs største marked for salg af elbiler.
