Det danske selskab Ennogie Solar Group fortsætter de seneste dages kursfest, og brager op i tirsdagens tidlige børshandel.

Således er Ennogie-aktien oppe med godt 30 pct. efter små tyve minutters børshandel tirsdag.

Selskabet har ikke udsendt nogle selskabsmeddelelser tirsdag, der umiddelbart kan forklare den bemærkelsesværdige stigning.

Ennogie-aktien har dog tiltrukket sig en del opmærksomhed de seneste dage. Det startede torsdag i sidste uge, hvor investoren Christian Klarskov i en artikel i Børsen så »røde lamper« i selskabets regnskaber.

»Alle røde lamper lyser i selskabets regnskaber. De har stærkt negativt cashflow, der er så stort, at selskabet er truet på livet, hvis ikke der kommer ny kapital,« sagde han til Børsen.

Ennogie-aktien fald således med 8 pct. på dagen torsdag.

Torsdag aften udsendte selskabet så en selskabsmeddelelse som svar på artiklen i Børsen. Her rapporterede selskabet »ekstraordinært« om ordreoptaget for 2. kvartal, selvom regnskabet for samme periode først skulle udsendes i august.

Her meldte selskabet om en stigning i ordreoptaget fra 1. kvartal til 2. kvartal på 60 pct.

Det fik aktien til at stige med 18 pct. på den efterfølgende børsdag, og mandag fortsatte opturen for Ennogie-aktien, der steg med 30 pct.

Det seneste år er Ennogie-aktien dog faldet med knap 40 pct.

Ennogie er et dansk selskab, som blandt andet producerer og sælger solcelletage. Selskabet havde en omsætning på 5,1 mio. kr. i første kvartal af 2024, mod knap 22 mio. kr. i første kvartal af 2023. I det seneste fulde regnskabsår - 2023 - var omsætningen på 98,7 mio. kr.

I øjeblikket har selskabet en markedsværdi på omkring 430 mio. kr.

Læs også: Storbank om vigtig begivenhed i dag: Det kan styrke aktierne

Læs også: Dansk selskab ramt af modvind - melder nyt ud

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Du kan spare kassen på din sommerferie - det fortæller Louise Aggerstrøm Hansen i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen. Her kommer hun med en række sparetip - efter 12 minutter kan du høre et tip, der løber op i 4000 kroner.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.