Den kendte iværksætter, DJ og radiovært Le Gammeltoft stopper til efteråret som kommunikationschef i den danske IT-kæmpe Netcompany

Det skriver hun i et opslag på LinkedIn. 

»Jeg vil nyde hver en dag på kontoret på Strandgade, men samtidigt løfte blikket ud ad og kigge efter mine næste udfordringer,« skriver Le Gammeltoft blandt andet i opslaget. 

Le Gammeltoft har tidligere været radiovært på DR, ligesom hun står bag det digitale medie Heartbeats. Hendes officielle titel i Netcompany var ifølge LinkedIn 'Interim CCO / CMO'. 

Istedet for Le Gammeltoft vil Mads Elsøe overtage ledelsen af kommunikation og marketing i Netcompany som Head of Group Marketing. Derudover vil selskabet ansætte en international Public Affairs og Communications Director, fremgår det af LinkedIn-opslaget. 

Netcompany er en dansk IT-virksomhed, der blandt andet leverer digitale løsninger til det offentlige. Selskabet står blandt andet bag Aula, borger.dk og Motorregistrets it-platform.

Det seneste år er Netcompany-aktien steget med 19 pct. 

Artiklen er oprindelig bragt på Euroinvestor.