Den svenske møbelgigant Ikea er kommet i strid modvind.
Det skriver Aftonbladet.
Baggrunden er, at Ikea deltager i COP30-klimatopmødet i Brasilien for med egne ord at »inspirere« og vise sine »gode eksempler«.
225 miljøorganisationer ser imidlertid helt anderledes på Ikeas og andre gigantvirksomheders deltagelse i klimatopmødet:
»De forurener ikke kun miljøet og begår overgreb – de forurener også COP,« siger Leticia Tura, generaldirektør for organisationen Fase i Brasilien, i en erklæring.
Heri kræver miljøorganisationerne derfor, at Ikea og de andre store virksomheder skal sparkes ud fra klimatopmødet.
Ikea udledte i 2024 lige så meget kuldioxid som et mindre land, men arbejder på at halvere sine udledninger i løbet af perioden 2016 til 2030.
»Vi er godt på vej. Vi er ikke færdige endnu, men der er blevet gjort rigtig meget,« siger Ikeas råvarechef, Ulf Johansson, som selv er til stede ved klimatopmødet i Brasilien, til Aftonbladet.
Ikeas forretningsidé går imidlertid dårligt i spænd med ønsket om en mere bæredygtig fremtid, lyder det fra en ekspert:
»Ideen om konstant at forny sit tøj og sine møbler er ikke bæredygtig,« siger Gregory Peters, som er professor i kvantitativ bæredygtighedsanalyse ved Chalmers University of Technology.
