De står skulder ved skulder med blikket rettet mod de blanke guldbarrer.

Hos guldhandleren ABC Bullion i Sydney snoede køen sig bogstavelig talt langt ud på gaden, hvor både pensionister, familier og erfarne investorer ventede tålmodigt med kontanter i hånden.

Folk stod i en lang kø for at komme ind i guldforhandleren ABC Bullion.
Folk stod i en lang kø for at komme ind i guldforhandleren ABC Bullion. Hollie Adams/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg fik lidt af et chok,« fortæller investoren Emily Scott, som i ti år har købt guld som opsparing.

Det skriver news.com.au.

Køen er vokset i takt med prisen, der i øjeblikket er rekordhøj: Cirka 25.680 kroner for blot 31 gram natten til onsdag – svarende til omkring 826.000 kroner per kilo.

»Vi har fire til fem gange så meget handel som normalt,« understreger direktør Jordan Eliseo.

Eksperter peger på, at guldpriserne er 'ude af kontrol,' hvilket skyldes stigende inflation, politisk uro og globale kriser, som har sendt investorer mod, hvad der anses for en sikker havn: ædelmetaller.

Samtidig står Australien til at tjene milliarder på de nye rekordpriser.

Ifølge landets Department of Industry, Science and Resources forventes guld at blive Australiens næststørste ressourceeksport efter jernmalm frem mod 2026, hvilket drives af rekordprisen og stigende eksport.