»Det er ikke en god idé at prøve at gribe en faldende kniv.«

Sådan lyder det fra Natalia Setlak, der er seniorstrateg i Danske Bank. Hun har kigget på, hvordan en særlig række aktier har klaret sig det seneste år - og kommet frem til, at man bør gå en stor bue uden om netop dem.

Anledningen er, at det søndag var et år siden, at den amerikanske bank Sillicon Valley Bank kollapsede og sendte chokbølger gennem de finansielle markeder.

Læs også: Unge oplever økonomisk pres – går ud over livskvaliteten

Bankkollapset var det største siden finanskrisen, og kigger man på, hvordan aktierne i en række regionale banker har klaret sig siden, er de fortsat langt fra toppen før Silicon Valley Banks nedtur.

»Silicon Valley Banks kollaps sidste år er virkelig blevet mærket af de amerikanske regionale banker, som har lidt en del. Indekset med de regionale banker er fortsat langt fra toppen fra før Silicon Valley Bank kollapsede, selvom resten af aktiemarkedet er buldret derudad over den sidste års tid,« siger hun til Euroinvestor.

Aktiernes nedtur kan let aflæses i indekset Dow Jones U.S. Select Regional Banks Index, hvor afkastet det seneste år lyder på -12 pct. Til sammenligning er det globale aktiemarked braget frem med 25 pct. i samme periode. 

De hårdtprøvede aktier i de regionale amerikanske banker kan se billige ud, men seniorstrategen advarer mod at kaste sig over dem.

»Selvom amerikanske regionale banker kan se billige ud, så er der gode grunde til at de er det,« lyder det fra Natalia Setlak.

Læs også: 

Hun påpeger, at selvom kollapset nu befinder sig et stykke ude i fortiden, er alle problemer med regionale banker endnu ikke løst. Og flere af dem kan havne i vanskeligheder.

»Så sent som tilbage i februar tabte en af de regionale banker – New York Community Bancorp knap 40 pct. af sin børsværdi på en enkelt dag, da banken aflagde regnskab med et tab på 252 mio. dollar. Tabet var en stor overraskelse for investorerne, da banken tog betydelige tab på deres udlån samt lavede en stor hensættelse til yderligere tab på udlån,« lyder det fra seniorstrategen.

Hun anbefaler i stedet at se sig om efter større banker eller forsikringsselskaber, og så er der også potentiale i mindre amerikanske selskaber som helhed.

»De kan nyde godt af robustheden i den amerikanske økonomi og blandt amerikanske forbrugere,« siger hun.

Årsagen til, at de amerikanske regionale banker fortsat kæmper, skyldes ifølge seniorstrategen blandt andet, at de har et markant højere udlån til erhvervsejendomme. Og netop den sektor er blevet påvirket af højere renter og høj ledighed efter coronakrisen.

»Priser på erhvervsejendomme har været under pres og er allerede faldet med cirka 20 pct., mens Morgan Stanley forventer et samlet fald på 40 pct. fra toppen set før pandemien brød ud,« siger Natalie Setlak og tilføjer, at amerikanske banker har omkring 2,7 mia. dollar i udlån til erhvervsejendomssektoren.

Omkring 80 pct. af dem er udlån og ligger hos mindre regionale banker.

»Det i sig selv øger risikoen for flere markante tab på udlån blandt de mindre regionale banker og vil sandsynligvis medføre større hensættelser til tab på udlån over de kommende kvartaler og dermed lavere indtjening,« siger Natalia Setlak.

Artiklen er oprindelig udgivet hos Euroinvestor.

Læs også: 

Læs også: