De fortsatte stridigheder om Grønlands fremtid har sat et markant aftryk på aktiemarkedet i årets første små tre uger.

Især på ét område buldrer aktierne mod nye højder.

Det skriver Financial Times.

Hele forsvarssektoren er steget med svimlende 15 procent alene i januar. Det svarer til mere end en fjerdedel af den rekordstore gevinst på Stoxx Europe Aerospace and Defense-indekset sidste år.

Ifølge mediet er særligt tre aktier på himmelflugt.

Svenske Saab er steget med vilde 32 procent, mens både tyske Rheinmetall og britiske BAE Systems er steget med 22 procent.

Financial Times vurderer, at årsagen er investorernes tro på, at de europæiske regeringer vil være nødt til at fortsætte med at øge forsvarsudgifterne i den kommende tid.

»De seneste to uger har leveret rigelig dokumentation for, at USA ikke længere er en pålidelig allieret for Europa, så Europa bliver nødt til at udvikle sine egne kapaciteter,« siger Nick Cunningham, analytiker hos Agency Partners, til mediet.

Indekset er tredoblet siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022, men det er især siden Trumps indsættelse i fjor, at aktierne for alvor har fået fart på.

Til sammenligning er det amerikanske forsvarsindeks S&P 500 Aerospace & Defense steget med 11 procent i 2026.