Efter massive underskud: Stor sportskæde lukker nu helt ned i Danmark


For knap otte år siden kom den store norske sportskæde XXL ind på det danske marked.
Men flere års massive underskud får nu konsekvenser, skriver erhvervsmediet Finans.
For nu har kæden valgt at trække sig helt ud af Danmark.
»Efter flere år med tab vil selskabet fortsætte med at konsolidere sig i markeder og salgskanaler ved at afvikle virksomheden i Danmark,« skriver ledelsen om beslutningen i sit seneste regnskab.
Det forventes allerede at ske i løbet af årets første kvartal, skriver Finans.
XXL er Nordens største kæde for sportsudstyr og har flere fysiske butikker i Norge, Sverige og Finland.
Tilbage i 2016 rykkede man også ind på det danske marked – først med en netbutik og siden også med fysiske af slagsen.
De blev dog efterfølgende lukket igen, og siden har kæden kun fungeret som webshop herhjemme. Det er den del, der nu også lukkes ned for.