Man kommer ikke uden om, at den amerikanske præsident Donald Trumps handlinger tidligere har påvirket aktiemarkedet.
Men hvis man som investor sidder og er nervøs for, at aktiemarkedet mandag vil åbne op i rødt, så er der godt nyt.
I hvert fald hvis man spørger investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen:
»Det, der vil ske i morgen, er overraskende lidt. Det vil være afmålt,« forklarer han til B.T.
Ifølge investeringsøkonomen kan man ikke afvise, at investorerne kan være nervøse for, hvad Donald Trumps næste skridt er. Men:
»Jeg kan ikke forestille mig, at aktiemarkedet åbner mørkerødt og falder flere procenter. Det vil jeg betragte som meget usandsynligt,« siger Per Hansen og fortsætter:
»Medmindre vi ser en følgeeffekt af alt det, der sker lige nu.«
Investeringsøkonomen peger særligt på, at det, der sker i verden lige nu – med USAs angreb på Venezuela og tilfangetagelsen af præsident Maduro – på nuværende tidspunkt ikke vil påvirke aktiemarkedet markant.
Men hvis situationen eskalerer yderligere, kan billedet potentielt ændre sig.
»Historien har vist os, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske, når Donald Trump er præsident,« siger han og fortsætter:
»Men hvis der ikke sker yderligere, end der allerede er sket, så vil det her ikke blive et ’major event’, da der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvor økonomien er på kort sigt.«
Han peger samtidig på, at USAs angreb i Venezuela formentlig ikke vil påvirke oliepriserne, da Venezuelas olieproduktion er forholdsvis lav.
Følg udviklingen i Venezuela og den storpolitiske scene verden rundt i B.T.s LIVE-blog lige her.

