'Nu er det nok!' 

Sådan lyder meldingen fra den danske erhvervsmand Martin Buch Thorborg, han vil ikke længere være indehaver af amerikanske aktier. 

Den kommer i kølvandet på ønsket fra USAs præsident, Donald Trumps, om at overtage Grønland, hvilket har fået flere og flere danskere til at boykotte amerikanske produkter, varer eller mærker. 

Og den danske rigmand følger trop.

'Så fik jeg solgt de sidste amerikanske aktier. Nok er nok,' skriver han på X. 

Martin Buch Thorborg er en dansk iværksætter, der blev kendt for at være med til at stifte firmaet Jubii i midten af halvfemserne. Han solgte det i 2000 for et trecifret millionbeløb. 

'Joe Bidens taler på sine sidste dage som præsident er mesterværker i forhold til Trumps rablerier. Hvordan helvede er vi endt her?,' lyder det videre. 

Klar i spyttet
Martin Buch Thorborg er som bekendt ikke bleg for at tilkendegive sin holdning på sociale medier. 

Senest røg han til tasterne, da det kom frem, at den livgarde, som skubbede en klimaaktivist væk fra Slotspladsen på grund af en demonstration nytårsaften, var blevet politianmeldt. 

Her hævdede den danske erhvervs- og rigmand, at hvis anmeldelsen skulle ende med en reel sigtelse, ville han gerne betale eventuelle udgifter, der eventuel kunne komme ved en retssag for den danske garder.