Det kendte danske modehus Custommade er gået konkurs.

Sådan lyder det i et dekret hos Statstidende.

Finans.dk har først skrevet om den økonomiske nedtur hos tøjmærket, der ifølge mediet ellers har omsat for mere end 40 millioner kroner i de sidste seks år.

I seneste regnskab var der endda også et overskud på knap en million kroner.

Kurator Peter Wedel Ranch Krarup fortæller dog om Custommade:

»Selskabet havde oparbejdet en større gæld – primært som følge af at enkelte, større debitorer ikke har betalt deres udeståender. Det har været udslagsgivende,« lyder det til Finans.dk.

Hos Statstidende fremgår det, at der i forbindelse med konkursen er foretaget et teknisk navneskift til 'Datoselskabet af 2.2.2024 A/S'.

Dekretet er kundgjort lørdag, men det er blevet aktiveret 7. februar.

»Enhver, der har en fordring eller andet krav mod skyldneren, opfordres til inden fire uger efter denne bekendtgørelse til boets kurator at anmelde sit krav opgjort pr. konkursdagen. Anmeldelsen bør være vedlagt dokumentation for kravet,« lyder det.

B.T. har lørdag middag været et smut forbi Custommades hjemmeside, hvor der lige nu er lokkes med 'Winter sale' – og hvor det tilsyneladende stadig er muligt at bestille varer.

Ifølge kuratoren arbejdes der på at sælge drift og aktiver.