Ørsted-aktien stiger med 5,4 procent fra morgenstunden, efter nyheden om at arbejdet med at opføre havvindparken Revolution Wind ud for den amerikanske østkyst kan fortsætte.
Dermed ser investorerne ud til at trække vejret lidt lettere på energiselskabets vegne, efter at en dommer ved den føderale domstol i Washington gav grønt lys til at genoptage arbejdet.
Det amerikanske indenrigsministerium meddelte kort før jul, at arbejdet på alle havvindprojekter ud for den amerikanske kyst skulle sættes på hold i 90 dage.
Årsagen var angiveligt bekymring for vindmøllernes betydning for muligheden for at overvåge det amerikanske luftrum via radar.
Det mente dommeren dog ikke, at der var dokumentation for, og derfor er byggestoppet i første omgang afværget.
Ørsted-aktien handles tirsdag omkring kurs 135.
/ritzau/