Aktier og investering har været afgørende for, hvor Benedikte Løje Nielsen er i sit liv i dag.

Efter en stejl læringskurve, hvor hun i flere år troede, at investering handlede om at finde den næste aktieraket, investerer hun i dag primært i brede fonde. Strategien kan virke kedelig, men den sikrer hende et højere afkast, end hvis pengene stod på en konto i banken.

Men når Millionærklubbens Aktiespil skydes i gang om under en uge, er det en helt anden fremgangsmåde forpersonen i Kvindeøkonomien vil benytte sig af.

Tilmeld dig aktiespillet her

»Jeg er lidt af et konkurrencemenneske, og i aktiespillet vil jeg gøre noget helt andet end normalt,« lyder det fra Benedikte Løje Nielsen, der ser spillet, hvor man får 1 million fiktive kr. at handle for, som en mulighed for at teste nye strategier af.

Benedikte Løje Nielsen, der til daglig arbejder i Novo Nordisk, bruger en stor del af sin fritid på at få flere kvinder til at kaste sig over investering i form af sin rolle som forperson hos Kvindeøkonomien, der arbejder for økonomisk ligestilling. 

Hun mener, at et aktiespil kan give alle - og måske især kvinder - erfaringer med aktiemarkedet uden at løbe en risiko med deres egne penge.

»Det her er en mulighed for, særligt for dem der måske har svært ved at komme i gang, at lære på en gratis måde. Det er ikke ens egne penge, og samtidig kan man lære, hvad for eksempel handelsgebyrer er, og hvad det kan betyde for ens afkast,« siger Benedikte Løje Nielsen.

»Og for de garvede investorer kan det være en måde at udfordre sig selv - eksempelvis om man investerer lidt for kedeligt til daglig,« tilføjer hun.

Benedikte Løje Nielsen har indtil videre planer om at købe aktier i selskaber, der bidrager til infrastrukturen omkring kunstig intelligens, når spillet starter. 

»Efter Nvidia har aflagt regnskab, der var bedre, end hvad mange havde frygtet, så vil jeg se efter aktier inden for AI-infrastrukturen. Det kunne blandt andet være nedkøling,« siger hun.

Hun har også planer om at kigge efter danske aktier - blandt andet Vestas.

»Jeg tænker, at der måske skal kigges mod vind med de udfordringer, vi står over for med energi, og det kan være en fordel for Vestas

Derudover har hun også forbrugssektoren på radaren, hvor hun fremhæver aktier som Nike og Starbucks.

Benedikte Løje Nielsen har ikke sat sig et endegyldigt mål for, hvor højt et afkast hun går efter at lave i de otte uger, spillet varer. 

»Men jeg vil gerne slå markedet - og rigtig gerne lande i den øvre kvartil blandt alle spillerne,« siger hun.

Selvom Benedikte Løje Nielsen i dag primært investerer gennem fonde, var det ikke sådan hendes »investeringsrejse« begyndte.

»Jeg har altid haft det med aktier under huden, fordi mine forældre investerede, og min børneopsparing var også investeret. Alligevel troede jeg, at jeg skulle vide alt, før jeg gik i gang,« fortæller Benedikte Løje Nielsen, der satsede på enkeltaktier i flere år.

»Det gik godt, og det var grønt all over. Men pludselig ramte realiteterne, markedet gik ned, og Ørsted var ikke længere en væksthistorie.«

Samtidig fik hun mindre tid til at sætte sig ind i, hvad »det næste store« på markedet ville blive.

»Så derfor handler jeg kedelige, globale fonde nu,« fortæller hun. 

De mange år på aktiemarkedet har alligevel gjort en kæmpe forskel i hendes liv.

»Det afkast, jeg har skabt, mens jeg har investeret, har blandt andet gjort, at jeg kunne købe en ejerbolig, og det har åbnet for lånemuligheder, som ikke alle får fra start,« siger hun.

Aktiespillet skydes i gang den 7. september. Du kan læse mere om konkurrencen og de mange præmier her.

Læs også: DSV-aktien er faldet 20 pct.: Analytiker kalder den meget attraktiv - og ser potentiale for heftig stigning

Læs også: Snowflake-aktien på himmelflugt efter regnskab

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Mathias Greisgaard Jensen