Den voldsomme nedgang på det amerikanske aktiemarked tyder på, at Donald Trumps meldinger om toldsatser blev voldsommere end forventet.
»Det er ganske meget. Det er det, man vil kalde for et stort chok. Det viser, at det her er noget, der med rette bekymrer det amerikanske marked.«
Det siger Otto Brøns-Petersen, der er analysechef hos tænketanken Cepos, efter det amerikanske aktiemarked torsdag er faldet med fire procent oven på Trumps udmelding om told på importerede varer.
Men selvom det amerikanske aktiemarked har fået et stort chok, er der ikke tale om noget, der minder om tidligere økonomiske kriser som coronakrisen eller finanskrisen, siger han.
»Usikkerheden er ikke helt så stor, som den var dengang (under henholdsvis finanskrisen og coronakrisen, red.). Men der er en risiko for, at det kan bide sig fast, og vare i en meget længere periode,« lyder det fra analysechefen.
Han understreger, at toldsatserne i første omgang er noget, der vil ramme de amerikanske forbrugere – og at det ikke vil kunne mærkes på danskernes pengepung. Men en ting, siger Otto Brøns-Petersen, kommer til at afgøre, om store dele af verden bliver kastet ud i en situation, der kan komme til at minde om fortidens store økonomiske kriser.
»Hvis Europa går ud og matcher de toldforhøjelser, der er ventet i USA, vil det blive meget voldsomt. Det håber jeg ikke bliver tilfældet. Hvis det sker, vil det gå virkelig hårdt udover os, og det vil være noget, forbrugerne kan mærke,« siger han og fortsætter:
»Hvis det bliver USA mod resten af verden, bliver det ikke så voldsomt. Men hvis effekten bliver, at alle lande skruer op for deres told, kommer det til at minde om 1930erne. Begrænsningen af verdenshandlen var en stor del af grunden til, at depressionen blev så dyb og langvarig,« lyder det fra analysechefen, der understreger, at der her er tale om et worst case-scenario.
»Det er et skrækscenarie, og det er forhåbentlig ikke noget, vi kommer til at se. Men hvis vi ser ind i en verden, hvor globaliseringen bliver trængt tilbage, så vil vi blive fattigere.«
Sker det, at Europa rejser toldmure på størrelse med USAs som et modsvar mod Donald Trump, risikerer vi ifølge cheføkonomen en krise, der er på størrelse med fortidens spøgelser.
»Finanskrisen gik jo heldigvis over. Tabene blev konstateret, og vi kom videre. Hvis toldkrigen bliver ved, vil det bare fortsætte. Så kigger vi ind i noget, der i værste fald bliver værre.«
Om vi ser ind i en mørk fremtid for verdensøkonomien, afhænger nu ifølge analytikeren om én ting.
»Det afhænger meget af politikerne. Det afhænger af, hvordan man vælger at gribe det an. Hvis det giver en alvorlig forskrækkelse, og de lande, der bliver ramt begynder at samarbejde om frihandel indbyrdes, vil vi ikke være så meget dårligere stillet. Men det ligger meget på politikernes banehalvdel. Lige nu er det usikkerheden om, hvad der kommer bagefter, der gør, at markederne svinger.«
