Der er gang i et skifte på aktiemarkedet. 

Sådan lyder det fra aktiechef i HC Andersen Capital Michael Friis Jørgensen og Danske Bank-strateg Lars Skovgaard Andersen i dagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben. 

Og det er særligt udsigten til, at den globale økonomi udvikler sig bedre end ventet, der er med til at drive et skifte i, hvilke sektorer af aktiemarkedet, der klarer sig godt i øjeblikket, lyder vurderingen: 

»Hvis du kigger på sektorerne, så er det råvarer og industri der har kørt, hvorimod de andre sektorer er gået lidt i stå. Så der er sket et skifte,« siger Michael Friis Jørgensen i podcasten. 

Læs også: Økonomer efter friske tal: Det må krible i fingrene på ECB-direktørerne for at sænke renten

Aktiechefen påpeger, at udviklingen er understøttet af, at der ikke umiddelbart er udsigt til, at renterne skal voldsomt ned. Det kunne ellers have trukket teknologi-aktierne op. Samtidig har økonomien retning mod et såkaldt 'no-landing' scenarie. Det vil sige, at økonomien nærmest ikke kommer til at falde tilbage, og det skyldes blandt andet at den økonomiske vækst er i bedring - ikke god, men i bedring, påpeger Michael Friis Jørgensen. 

Den udvikling gør det interessant for investorerne at kigge på blandt andet industri-aktier, lyder det fra aktiechefen. 

»Man skal huske, at man ikke køber industri, når verden buldrer afsted. Man gør det, når der er begyndende tegn til, at vi er på vej op af den økonomiske vækstkurve. Og så må man bare satse og håbe på, at man har ret i, at den økonomiske tendens fortsætter,« siger Michael Friis Jørgensen. 

Læs også: Her er den mest vindende aktiesektor i Europa i år

Blandt industri-aktierne finder man europæiske giganter som ABB, Metso og Atlas Copco, mens man i USA finder selskaber som Caterpillar og Union Pacific.

Lars Skovgaard Andersen, der er strateg i Danske Bank, ser også en rotation på aktiemarkedet.

»Jeg er helt sikker på, at vi er i gang med at se en sektorrotation,« siger han i podcasten og tilføjer: 

»Jeg tror på, at man skal ud og have fat i noget, der har det godt, når verden har det bedre.« 

Udviklingen er blandt andet medvirkende til, at Danske Bank har hævet industri-sektoren til overvægt. Lars Skovgaard Andersen har tidligere fortalt Euroinvestor om bankens syn på industri-sektoren, og det kan du læse mere om her

Derudover kan du høre mere i dagens udgave af Millionærklubben, som du kan finde i playeren nedenfor eller i videoen i toppen af artiklen. 

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.