For omkring 14 dage siden fik AGF en noget anderledes opringning.

I røret var advokaten til en yderst dedikeret AGF-fan ved navn Otto Møller Jensen, der i en alder af 88 år døde i maj.

Beskeden fra advokaten til AGF var, at Otto Møler Jensen havde testamenteret størstedelen af sin arv, omkring 600.000 kroner før afgifter, til klubben.

»Vi er glade, stolte og vildt beærede over, at der er nogen, der tiltænker AGF sådan en arv,« fortæller bestyrelsesformand i AGF, Lars Fournais, til B.T.

I Lars Fournais' tid har klubben ikke modtaget så stor en arv. Men han fortæller, at klubben har eksempler på, at fans bliver begravet i eksempelvis en AGF-T-shirt eller med et AGF-flag på kisten.

»For os er det et udtryk for, at AGF er meget mere end en fodboldklub. Det viser, at klubben betyder meget for nogle menneskers liv,« siger han.

Pengene, som Otto Møller Jensen har testamenteret til klubben, kommer ikke til at indgå i driften af klubben, fortæller formanden, der ikke vil komme konkret ind på, hvad pengene præcist skal bruges til.

Men en ting er dog sikkert. De skal bruges til at hædre Otto Møller Jensen.

»Vi skal finde et formål, som er i tråd med det, som Otto stod for som menneske. Vi laver en form for legat, som skal gå til et godt formål, der skal komme ungdommen og vores talentafdeling til gode,« siger han.