Sådan gør du dig klar til en kold vinter med overskud

I samarbejde med selected.com
Den danske vinter kan være hård, men som med vejret generelt i Danmark, så er det slet ikke til at forudsige. De sidste mange år har vi haft flere milde vintre, og det er også derfor, at det kan ramme ekstra hårdt, når vinteren så pludseligt bider fra sig.
Når en vinter i Danmark er hård betyder det ikke, at vi får sibirisk kulde, og at alle sner inde. Men derfor kan en vinter ramme hårdt, når den pludseligt viser sig fra en mere uventet side, hvor alt hurtigt kan gå mere i stå.
Vinter kræver forberedelse, og du bør ikke bare tage det, som det kommer, da du på den måde kun ender med at blive negativt overrasket. Du kan undgå at fryse, føle dig træt og være irriteret i løbet af vinteren, hvis du sørger for at forberede dig bedst muligt.
Har du varmt tøj til de kolde dage?
Det er aldrig sjovt at fryse, og det er uanset, om det er i en kort periode eller at småfryse hele dagen. Det kan være svært at føle, at du sådan rigtigt får varmen, hvis din krop først er blevet nedkølet. Alt dette kan undgås meget simpelt og effektivt, og det er ganske enkelt ved at huske det rigtige tøj, der holder dig varm i alle situationer.
Som tidligere nævnt kan det danske vejr skifte meget, og derfor kan det være svært at vide, om man tager for meget eller for lidt tøj på til hele dagen. Du har sikkert prøvet at pakke dig godt ind, når du tager af sted om morgenen, fordi det regner eller sner. Når du senere skal hjem, er der ophold og solen skinner, så du ender med at have det alt for varmt.
Derfor bør du tænke i lag, når du skal tage tøj på. Flere lag sikrer nemlig, at du bedre kan justere efter behov og vejret. Du kan starte med noget inderst, der sørger for en grundlæggende varme. Her er en tynd uldtrøje et godt valg, da det er den perfekte mellemløsning mellem at kunne holde varmen uden at overophede.
Som mellemlag kan du vælge strik eller en langærmet trøje, som er god til at holde varmen på meget kolde dage. Du kan nemt smide mellemlaget, hvis det bliver for varmt i løbet af dagen. Det yderste lag bør være en god jakke, som især er egnet til at komme fra A til B, hvis du eksempelvis går eller cykler i dårligt vejr. En god dame uldjakke kan være en virkelig fin løsning, fordi den både ser pæn ud og rent faktisk varmer godt. Uld isolerer nemlig effektivt og føles ikke så oppustet som en dunjakke. Det gør, at du ikke føler dig pakket ind som en omvandrende Michelin-mand.
Gør dit hjem praktisk, hyggeligt og varmt
Der er mange, der bliver triste alene ved tanken om, at naturen dør og bliver gold at se på, når vinteren nærmer sig. Alle de frodige blade falder af træerne, og vejret skifter fra sol til overskyet mørke. Men her kan du faktisk forberede dit hjem, så du går vinteren i møde med bare en smule mere optimisme.
Helt lavpraktisk bør du først tjekke, om der er utætheder i dit hjem. Det er ikke det mest spændende, men det er med til at sikre, at du kan holde varmen optimalt indendørs, og at du ikke bruger unødvendigt mange penge på spildt varme.
Når det er plads, kan du tænke over din indretning og at omgive dig med hyggelige og varme ting. Du kan tilføje bløde tæpper på gulvene og tænde stearinlys forskellige steder. Du kan også tænde op i brændeovnen, da den også hurtigt bidrager til hygge. Det handler om at skabe en stemning, som er god og behagelig at være i.
Selvom du ender med at lukke dig inde i en boble af hygge, så er det også vigtigt at huske på at lufte ud i korte øjeblikke i løbet af dagene, uanset hvor koldt det er udenfor. Du kan med fordel åbne vinduerne i 10-15 minutter, så luften indenfor bliver udskiftet. Dette er i hvert fald en bedre løsning, selvom det kan føles koldt, end hvis du har et vindue på klem hele dagen, hvor varmen langsomt siver ud.
Tænk på dit dalende energiniveau
Det er helt naturligt, at du føler dig mere træt om vinteren. Mørket og kulden gør alt tungere, og det føles ikke ret motiverende at skulle tage afsted om morgenen, når det er mørkt, og komme hjem igen om eftermiddagen, når det er lige så mørkt.
Hvis du ser helt evolutionært på det, så giver det mening, at dit energiniveau falder, når det er vinter. Vi er lidt som dyr, der går i vinterhi. Alt går automatisk langsommere, og vi skal fra naturens side spare på energien og leve af det, vi har samlet i løbet af året. Men sådan har vi naturligvis ikke indrettet os i nutiden.
Det lavere energiniveau har altså en naturlig årsag, og derfor bør du prioritere din søvn. Du bør sove godt og i mange timer hver nat. Gå tidligt i seng og vågn naturligt. Følg gerne mere faste tider, da din krop har brug for rytme, nu når det er begrænset med dagslys.
Det er også vigtigt at spise godt og sundt. Der er faktisk en grund til, at vi får lyst til supper og gryderetter. Varm mad mætter på en anden måde og giver en følelse af varme indefra. Varm mad kan også bidrage til stemningen af at hygge sig. Husk eventuelt et tilskud af D-vitamin, da det er et klassisk problem, at mange ikke får nok D-vitamin på grund af den begrænsede mængde sollys i løbet af vinterperioden. Husk dog at gøre det i samråd med din læge.
Det sidste, der er vigtigt at huske på, er at holde dig aktiv. Det motiverer måske ikke allermest at tage på en løbetur i vinterkulden. Det behøver du heller ikke. Men en daglig rask gåtur, allerhelst midt på dagen, så du kan få lys i øjnene, kan gøre meget godt for dit humør og energiniveau. Og så kan du trods alt nyde det smukke ved et sneklædt landskab på din tur.