AaB har nu sat navn på den træner, der skal tage over i kølvandet på Marti Cifuentes' afgang.

Viborg-træner Lars Friis skal være ny cheftræner fra 1. august 2022 og frem til sommeren 2025. Det meddeler AaB i en pressemeddelelse.

- Lars Friis er et ønskevalg for os, og derfor er vi også parate til at vente på ham, fordi vi har en stor tro på, at han er den rigtige mand til at forbedre os og føre os videre fra, hvor vi er nu, siger AaBs sportschef Inge André Olsen.

- Det var uventet, at vi allerede nu skulle i gang med at finde en ny cheftræner, men vi sporede os relativt hurtigt ind på, hvilke kompetencer vi søgte, og vi er glade for, at flere kvalificerede trænere har vist interesse for jobbet, konstaterer han.

Viborgs træner Lars Friis i 3F Superligakampen mellem Silkeborg IF og Viborg FF på Jysk Park i Silkeborg, fredag den 6. august 2021.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Viborgs træner Lars Friis i 3F Superligakampen mellem Silkeborg IF og Viborg FF på Jysk Park i Silkeborg, fredag den 6. august 2021.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Klubbens tidligere træner Marti Cifuentes blev købt fri af Hammarby og er derfor allerede nu fløjet til sin nye svenske klub, som B.T. kunne afsløre mandag.

Lars Friis tiltræder dog som beskrevet først til sommer, og det betyder, at der ikke er fundet en cheftræner til at varetage opgaven for resten af sæsonen.

Lige nu er det holdets assistenttrænere Rasmus Würtz og Oscar Hiljemark, der tager sig af truppen. AaB afviser ikke, at man finder på en midlertidig afløser i mellemtiden.

- Vi har stor tillid til vores nuværende stab, og vores assistenttrænere Rasmus Würtz og Oscar Hiljemark vil i den kommende tid fortsætte med at stå i spidsen for truppen, men vi vil ikke afvise, at vi skal have fundet en midlertidig løsning til at varetage cheftrænerrollen, indtil Lars Friis tiltræder, slutter Inge André Olsen.

Lars Friis har tidligere været assistenttræner og talentudvikler i AGF og FC Midtjylland og førte Viborg op i Superligaen forud for denne sæson.

Andre læser også