Hans far og mor, Martin og Lisbeth Asperup, var på landsholdet i ishockey, og hans søster, Josephine, 28, er i dag en af Danmarks bedste kvindelige ishockeyspillere og på landsholdet, som skal til A-VM i Canada til august.

Og fredag aften hamrede Matthias Asperup, 26, pucken i kassen i sin VM-debut i Riga mod Hviderusland. Hvilket unikt familieeventyr.

Et kvarter inde i tredje periode udlignede han til 2-2 og banede vejen for en forrygende 5-2 sejr efter en af de bedste VM-perioder, landsholdet har spillet længe.

To generationer, hvor alle kan skrive landsholdsspiller på cv’et. Den rekord bliver svær at slå.

ice Hockey - IIHF World Ice Hockey Championship 2021 - Group A - Denmark v Belarus - Olympic Sports Centre, Riga, Latvia - May 28, 2021 Denmark's Matthias Asperup celebrates scoring their second goal REUTERS/Ints Kalnins
ice Hockey - IIHF World Ice Hockey Championship 2021 - Group A - Denmark v Belarus - Olympic Sports Centre, Riga, Latvia - May 28, 2021 Denmark's Matthias Asperup celebrates scoring their second goal REUTERS/Ints Kalnins Foto: INTS KALNINS
Vis mere

»Vi talte med Matthias, da han var kommet hjem til hotellet. 'Jeg er helt rundtosset efter alle de interviews,' sagde han. Vi var alle glade og stolte, og jeg sagde til ham, at nu skal han huske at nyde det. Der er en kamp igen i morgen, og snart vil han have fokus et andet sted,« siger Martin Asperup.

Var det den lynhurtige, teknisk begavede og smarte Matthias Asperups første VM-kamp, er han tidligere noteret for 23 såkaldte venskabslandskampe. Som Rødovre-spiller blev han i 2016/17 kåret som ”Årets Spiller” i Metal Ligaen.

»Matthias har været med i campen med landsholdstruppen i alle fem uger, men drømte ikke om at blive udtaget til VM. Han var lige så glad, som han var overrasket,« siger Martin Asperup.

Matthias Asperup blev i efteråret fyret i Rødovre Mighty Bulls på grund af ”samarbejdsproblemer” og skiftede til Herlev Eagles, hvor han netop har forlænget kontrakten. Målet på længere sigt er Tyskland eller Østrig.

Efter Matthias Asperups mål mod hviderusserne skøjtede kaptajnen Jesper Jensen Aabo hen til dommeren og fik pucken. Den får nu sin plads hjemme i et skab hos forældrene.

»Vi har mange andre pucke, Matthias har scoret med gennem karrieren. Denne bliver det største klenodie,« siger Martin Asperup.

Martin Asperup med fortid i Gladsaxe, HIK og Rødovre spillede elleve landskampe og var med til at vinde VMs C-gruppe i København i 1991.

Lisbeth Asperup spillede på Feminas 1. divisionshold i fodbold, inden hun kastede sig over ishockey og blev DM-guldvinder med HIK.

Josephine Asperup spiller for Malmö Redhawks og er VM-holdets mest rutinerede spiller.