KOMMENTAR af Peter Fredberg, journalist og ishockey-ekspert

Jeg er ikke i tvivl. Landstræner Janne Karlsson står i dag med det stærkeste danske VM-hold nogensinde. I min optik klart bedre end VM-holdene i Tyskland i 2010 og Rusland i 2016, hvor Danmark nåede kvartfinalen.

På papiret var holdet, der var i Minsk i 2016, utvivlsomt stærkere end dét, der går på isen på fredag i Herning mod OL-sølvvinderne fra Tyskland, men det var ikke i et VM, men i den olympiske kvalifikationsturnering.

Hvordan gik det dengang? Holdet i OL-kvalen var dårligt forberedt og floppede, og Danmark smed en historisk olympisk chance på gulvet. Mindelserne fra Minsk piner stadig mange i dansk ishockey.

Nu er man i en helt anden situation. Forberedelserne op til de syv puljekampe i Boxen har været så optimale, som de nu engang kan være, og Oliver Bjorkstrands accept har styrket troen på den tredje danske kvartfinale.

Den hurtige og teknisk begavede Columbus-spillers betænkeligheder var forståelige. Han er uden kontrakt efter denne sæson, men da forsikringen endelig kom på plads og sikrede ham, hvis uheldet er ude, var han ikke i tvivl om, at hjembyen Herning var det rigtige sted at tilbringe de kommende uger. Oliver Bjorkstrand var senest på landsholdet i OL-kvalen i Minsk, men spillede tre VM-kampe i Ostrava i 2015.

Janne Karlssons puslespil med at finde de fire mest slagkraftige kæder er ikke blevet mindre kompliceret, men det er et luksusproblem.

Tre af Danmarks syv aktuelle NHL-spillere er med i Herning, Frans Nielsen, Frederik Andersen og Oliver Bjorkstrand, alle med baggrund i den lokale klub. Landsholdet har før talt flere spillere fra verdens stærkeste liga, men glem ikke, at fire af VM-holdets fem KHL-spillere, Peter Regin, Oliver Lauridsen, Nicklas Jensen og Philip Larsen, har spillet i NHL.

Janne Karlsson råder over en stærk, bred og internationalt rutineret trup med store meritter. Den viste sit potentiale tirsdag mod USAs NHL-stjerner i den perfekte testkamp i højt tempo og med mange gode momenter. Sultne og ambitiøse danske spillere tabte 2-3, men gav en af VM-turneringens medaljekandidater en tæt kamp.

De danske spillere er hentet hjem fra en perlerække af verdens stærkeste ligaer, og holdet giver kun plads til to spillere fra Metal Ligaen, Herning-backen Daniel Nielsen og den nybagte danske mester fra Aalborg Pirates, playmakeren Julian Jakobsen.

Frederik Andersen er en af NHLs bedste målmænd og bliver nøglespilleren på det danske VM-hold.
Frederik Andersen er en af NHLs bedste målmænd og bliver nøglespilleren på det danske VM-hold.
Vis mere

Frederik Andersen har ikke været til VM siden 2012 i Stockholm, da han spillede for Frölunda. Var dog med i OL-kvalifikationsturneringerne i Vojens og Minsk. Toronto-stjernen har i denne sæson været en af NHLs bedste målmænd og vil alene med sin ro stabilisere forsvaret og løfte holdet.

For en af KHLs bedste offensive backs, Philip Larsen fra Salavat Yulaev Ufa, er det fire år siden, han var til VM. Det var Esbjerg-drengen, der talte Danmarks sag i kampen om VM-værtskabet på IIHF-kongressen i 2014 i Minsk og vandt stor respekt for sin præstation fra talerstolen. Ligesom Frederik Andersen bliver han en af holdets vigtigste spillere.

En ofte lidt overset klassespiller, Mads Christensen, München, er med garanti den eneste VM-spiller, der har vundet elleve nationale titler. Fem i Danmark og seks i den tyske liga, DEL. Hvem ved, om det ikke er Europarekord.

VM-programmet er fascinerende, men også barsk og skræmmende læsning. Efter Tyskland venter USA, Canada og Finland. Tre giganter i rap. Selv om det er historiens stærkeste danske VM-hold, vi skal se, er det langt fra garanti for en kvartfinale. Men vi har lov at drømme. Jeg tror på det. Og en totalt udsolgt Boxen vil gøre sit til, at drømmen går i opfyldelse.

Danmark har i øvrigt gode erfaringer med VM på hjemmebane. Vi lagde is til tre VM-turneringer i C-gruppen og to i B-gruppen i perioden 1977-1999. Og vi vandt C-gruppen i 1991 og B-gruppen i 1999. Men det er en helt anden historie fra en helt anden tid.