For helt at forstå, hvor stort det rent faktisk er, at Danmark i 2018 skal være vært for VM i ishockey, er man nødt til at forstå, hvad det er for en rivende og i princippet uhørt udvikling, som dansk ishockey har gennemgået i løbet af de seneste tre årtier.
Det er lidt ligesom med humlebien, der slet ikke burde kunne flyve. Vi har omkring 4.000 ishockeyspillere i Danmark – det er færre end der er ishockeydommere i den canadiske stat Ontario. Det er såmænd også cirka en tiendedel af, hvad der findes af svenske ishockeyspillere – mellem fire og ti år vel at mærke. Og så er det over 100 gange færre end der er ishockeyspillere i USA. Alligevel er det netop lande som Canada, Sverige og USA, som vi igen skal bide skeer med, når pucken kastes ved VM i 2018 i København og Herning.
For små 20 år siden var situationen en anden. Godt nok var Danmark også dengang værter for en VM-turnering – som vi endda gik hen og vandt. Et decideret mirakel af David og Goliath-dimensioner var der dog ikke tale om. Dengang hed modstanderne Ungarn, Storbritannien, Japan, Norge og Tyskland, og der var tale om det såkaldte B-VM.
Det er bestemt ikke for at forklejne præstationen tilbage i 1999 – den var intet mindre end fantastisk, og særligt en suveræn sejr på 6-1 over Tyskland var en stor præstation. Det vigtigste og største var dog, at den turnering på en eller anden måde blev katalysatoren for den udvikling, der skulle finde sted de følgende to årtier.
Vi måtte vente tre år yderligere på oprykningen til A-gruppen, men i 2002 lykkedes det, og i 2003 stod vi der så. I det fine selskab. Blandt ishockeystormagter som USA, Canada, Sverige, Finland, Rusland og Tjekkiet. Det svarede på mange måder til at få en invitation til den fest, som man aldrig troede, at man ville komme med til, men vi har danset med de store lige siden.
De fleste husker måske, hvordan vi på uimponeret vis buldrede ind på den store scene og lagde fra land med sensationelle resultater imod USA og Canada, som vi henholdsvis besejrede 5-2 og spillede uafgjort 2-2 med. Canada gik i øvrigt hen og vandt turneringen, og siden den mindeværdige debut i 2003 har Danmark været fast inventar i ishockeyens fineste selskab, hvilket på mange måder i sig selv er sensationelt.
En lille håndfuld år senere – i 2007 – tager dansk ishockey endnu et skridt op ad udviklingsstigen. Verdens suverænt bedste ishockeyliga, National Hockey League – NHL – er ligaen, som alle ishockeyspillere drømmer om at spille i. Det har altid været en fjern, ja nærmest utopisk, drøm at se en dansker indtage den. Men den 6. januar 2007 gør en 22-årig Frans Nielsen det, som ingen danskere før ham har præsteret – han slipper igennem det minimale nåleøje til ishockeyens forjættede land, hvor han debuterer for sit hold New York Islanders.
Ved hjælp af åbenlyst talent samt prisværdige dyder som ydmyghed og hårdt arbejde etablerede Frans Nielsen sig i NHL, og det fik selvfølgelig talentspejderne til at kigge nærmere på det lille land mod nord.
Siden hen er stortalenter som Jannik Hansen, Peter Regin, Lars Eller, Mikkel Bødker, Philip Larsen, Oliver Lauridsen, Frederik Andersen, Nicklas Jensen, Oliver Bjorkstrand og Nikolaj Ehlers fulgt i hans fodspor.
Foregangsmanden Frans Nielsen formåede i år igen at blive den første dansker til at opnå noget hidtil uopnåeligt, da han blev udtaget til den årlige All-Star kamp. Lars Eller er efter nogle solide år i Montreal Canadiens nu at finde hos Washington Capitals, der for andet år i træk vandt NHL-grundspillet.
Frederik Andersen er suverænt førstevalg på målmandsposten i Toronto Maple Leafs, hvor han er udset en nøglerolle i genopbygningen af holdet efter nogle pauvre år. Jannik Hansen har efterhånden udviklet sig til lidt af en rutineret ræv i NHL-regi og spiller efter ti år i Vancouver Canucks nu sammen med Mikkel Bødker i San Jose Sharks, der på trods af et tidligt playoff-exit i år må betragtes som et top ti-hold i ligaen.
Sidst men ikke mindst har Nikolaj Ehlers – søn af legendariske Heinz Ehlers – taget alt og alle med storm i sin blot anden sæson, hvor han spillede samtlige 82 kampe i grundspillet for sit hold Winnipeg Jets og oven i købet noterede sig for 64 point – suverænt flest af alle danskerne og i sig selv en pragtpræstation – og en dansk rekord. Der forventes, med rette, store ting fra Ehlers junior i Nordamerika.
De bedste danske spillere er altså gået fra at have svenske og tyske hold som den optimale endestation til at være fast bestanddel af verdenseliten i NHL. Faktisk er Danmark det land, som relativt set i forhold til indbyggertal og antal ishockeyspillere producerer flest NHL-spillere i verden.
På samme har vores landshold formået at etablere sig som en del af ishockeyens absolutte top – tydeligt eksemplificeret ved VM-kvartfinalepladsen i 2010, hvor vi led et mere end hæderligt nederlag på 4-2 mod vores hockeygale svenske naboer.
Det samme skete i 2016, hvor kvartfinalen endnu en gang blev endestationen – denne gang mod et stærkt finsk mandskab, der endte med at gå hele vejen til finalen. Norge, Kasakhstan, Letland og gruppens tophold Tjekkiet blev alle besejret, og især sejrene over de to sidstnævnte var specielle – særligt Nicklas Jensens afgørende straffeslagsscoring mod Letland kan og bør ses igen og igen og igen.
Selvom ishockey måske ikke er folkesport nummer ét i Danmark, så er den lige præcis dét i mange af de øvrige deltagerlande. Canada, Rusland, Tjekkiet, Sverige og Finland – med flere – lever og ånder for ishockeyen og producerer verdensstjerner på samlebånd – verdensstjerner, som de danske humlebier endnu en gang skal forsøge at drille, når der om et års tid bydes på absolut verdensklasse-ishockey i Herning og København.
Ishockeykender eller ej, så er det kæmpestort, at vi til næste år på denne tid får besøg af VM-karavanen og dens tilhørende superstjerneslæng. Samtidig er det en fantastisk mulighed for at opleve kulminationen på de seneste to årtiers imponerende sportslige arbejde og udvikling.
